Offentliggjort 02.09.11 kl. 03:01
De ansatte i regionerne tages som gidsler.
Det er svært at have noget imod ærlighed, men den har det også med at være afslørende. Som da byrådsmedlem Bünyamin Simsek (V) 8/8 kunne fortælle, at nu skulle regionerne afskaffes, »fordi oppositionen bruger dem som kampplads mod regeringen«.
Når 2.813.504 vælgere i 2009 stemte til regionsrådsvalgene i Danmark, så er det nu engang demokratiets vilkår, at regionsrådsformanden i fire ud af fem regioner blev en socialdemokrat. Det kunne måske hænge sammen med, at mange danskere ikke er enige i det sundhedsvæsen, som Venstre, med De Konservative og Dansk Folkeparti som villige fødselshjælpere i deres 10 år ved magten har skabt.
Man har givet skattefradrag til sundhedsforsikringer, som pensionister, arbejdsløse og kronisk syge ikke kan få, men som de alligevel betaler for med deres skat. Man har overbetalt privathospitalerne, fordi det med statsministerens ord var »nødvendigt at opbygge et marked«, og man har forsømt psykiatrien og forebyggelsen, selv om der er så meget at hente her, både menneskeligt og økonomisk.
Den ene ekspert efter den anden ligner ét stort spørgsmålstegn, når de skal forklare fidusen i at nedlægge regionerne. Populært sagt har regeringen tisset på regionerne, og så bagefter fortalt dem, at de lugter.
I stedet for at tage de mange ansatte i regionerne som gidsler med et desperat og forhastet forslag om regionernes nedlæggelse synes jeg, Venstres politikere i stedet burde samle mod til at tage debatten om vejen frem for det danske sundhedsvæsen og åbent forsvare, at de synes det er godt med mere privatisering af vores sundhedsvæsen.
I USA har de netop gjort sundhedsvæsenet til én stor markedsplads, og de bruger dobbelt så mange penge på sundhed som vi gør, selv om hver sjette amerikaner er uden en sundhedsforsikring.
Det offentlige sundhedsvæsen i Danmark er et af verdens mest effektive, så det er sund fornuft at investere pengene her i stedet for solde milliarder væk på at lege marked med sundheden.
Jeg vil som socialdemokrat et fælles, offentligt og solidarisk sundhedsvæsen, hvor lighed i sundhed er ledestjernen, og hvor det er sygdommens omfang og ikke pengepungens størrelse, der afgør ens behandling. Det er derfor, vi med fuld finansiering foreslår at investere fem gange så meget som regeringen - nemlig 5,1 mia. kr. ekstra om året - på bl.a. bedre forebyggelse, et løft til psykiatrien, stærkere kræftbehandling og en øget indsats for de medicinske patienter.
Annonce:
Annonce:
Annonce: