Offentliggjort 10.02.12 kl. 18:01
Tre projekter designet af studerende kan vinde som bedste eksempel på ny havnefront.
Facebook.com/vinterskole
Det er noget af en udfordring de 16 studerende fra arkitekt- og fra bygningskonstruktøruddannelsen har været på. Men i dag fredag er den to uger lange Vinterskole slut, og hvert af de tre hold har fremlagt deres bud på Aarhus' nye havnefront.
Havnefronten er et af Danmarks største projekter lige nu, og det har derfor ikke været helt let at planlægge på så kort tid. Men de studerende har taget udfordringen seriøst og har fremstillet tre vidt forskellige bud på en ny havnefront.
Det område, de har arbejdet på, ligger for enden af Nørreport. Det er 12.000 m2 og skal fremover udgøre et socialt, bæredygtigt og innovativt område i byen. Et område der kan tiltrække byens borgere såvel som turister.
Vinterskolen er arrangeret af NCC i samarbejde med Aarhus Kommune ved Arealudvikling Aarhus, Arkitektfirmaet C.F. Møller, Arkitektskolen Aarhus og Bygningskonstruktøruddannelsen på VIA University College i Aarhus. Og i den fem mand store dommerkomité finder man en repræsentant fra hver institution.
"Det er spændende at se, hvilke resultater der kommer ud af at nedbryde de traditionelle faglige siloer i byggebranchen ved fx at lade arkitekter og konstruktører arbejde tæt sammen og skabe noget i fællesskab," forklarer Martin Manthorpe, der er direktør for strategi og forretningsudvikling i NCC og sidder med i dommerkomiteen.
Samarbejdet mellem arkitekter og konstruktører har også for de unge været prisværdigt. Arne Gundersen er i gang med sit femte semester på bygningskonstruktøruddannelsen, og han har lært, at diskussioner mellem arkitekter og konstruktører kan være en udfordring, som man skal lære.
"Vi har lige skullet øve os i kommunikationen, fordi de kan noget, som vi ikke har beskæftiget os med og omvendt. Men det har været prisværdigt at opleve det samarbejde allerede nu, for det er jo dem som arkitekter, vi helt sikkert kommer meget i kontakt med, når vi bliver færdiguddannede."
Alle studerende har meldt sig frivilligt til projektet, som blev annonceret på deres uddannelser. Og de var heldige, for der var mange om pladserne.
"Vi er så glade for at kunne tage et socialt medansvar for uddannelsen af de unge, for de får værdifulde praktiske erfaringer af at arbejde med opgaven. Og sidst, men ikke mindst, glæder vi os naturligvis til, at de studerende bidrager med deres friske syn på, hvordan udviklingen af Aarhus muligvis kan foregå,” siger Martin Manthorpe.
Et af de betydningsfulde krav til projektet er, at løsningen passer naturligt ind i Aarhus Kommunes bæredygtighedsstrategi om at blive CO2-neutral inden 2030.
”De studerendes bud på et byrum med plads til ophold og aktiviteter skal derfor være CO2-neutralt og energiproducerende ved fx at inkludere solfangeranlæg, vindturbiner eller lignende,” forklarer arealudviklingschef Bente Lykke Sørensen fra Aarhus Kommune.
Vinderen af projektet bliver kåret den 5. marts. Herefter finder Aarhus Kommune ud af, hvor stor en del af vinderprojektet, de bruger i den endelige plan for havnefronten.
Annonce:
Annonce:
Annonce: