Lindsay Lohan anklager en baby-reklame for at krænke hendes navn og omdømme. Foto: YouTube/AP
Offentliggjort 10.03.10 kl. 10:16
Verdensstjerne raser over baby, som i reklame undskylder for nattens frække fejltrin.
Den amerikanske skuespiller og popstjerne Lindsay Lohan sagsøger den globale internetmægler E-Trade for en reklame, hvor to babyer chatter over internettet.
23-årige Lohan mener nemlig, at reklamen er en parodi på hende, og hun kræver derfor ikke mindre end 100 mio. dollars, eller hvad der svarer til 550 mio. kr., i erstatning for svie og smerte.
Reklamen havde premiere ved årets Super Bowl i USA, og popstjernen indleverede mandag søgsmålet ved retten i Nassau County nær New York.
Lohan raser over den ifølge hende parodierende reklame, som skildrer en baby, som undskylder til sin kæreste for ikke at have ringet til hende aftenen inden.
”Og det er ikke ovre med 'milkaholic' Lindsay,” spørger den lille drengs kæreste mistænktsomt.
”Lindsay?,” når den lille dreng kun lige at svare, inden en lille pige stikker hovedet ind foran skærmen og vredt kommenterer:
”Milk-hvad?”
At reklamen bruger navnet ”Lindsay” og kan tolkes som en parodi på den 23-årige stjernes misbrug af både alkohol og hvidt pulver, forarger Lohan, som derfor har pudset sin advokat på E-Trades reklame.
Hendes advokat, Stephanie Ovadia, forklarer til New York Post, at Lohans fornavn ”Lindsay” er lige så karakteristisk som navne som Oprah og Madonna.
”Adskillige berømtheder er kendt for blot ét navn, og E-Trade misbruger den viden for at skabe profit,” udtaler Stephanie Ovadia til New York Post.
”De bruger hendes navn som en parodi på hendes liv. Hvorfor har de ikke brugt navnet Susan? Det er et krænkende budskab. Det er på alles læber, og alle siger, det er Lindsay Lohan.”
TV: Se den omstridte reklamefilm her
Lohans advokat kræver derfor reklamen fjernet fra sendefladen, og at E-Trade afleverer hver eneste kopi af reklamen til Lohans stab.
E-Trade har endnu ikke kommenteret søgsmålet, men en talsmand fra reklamebureauet Grey Group afviser anklagerne og fortæller til New York Post, at de blot har brugt et populært babynavn, som tilfældigvis er det samme som en berømt popstjernes navn.
Lohans advokat fastholder dog, at reklamen krænker Lohans rettigheder, da reklamen har brugt hendes ”navn og karakter” i forretningsøjemed uden accept.
Han pointerer samtidig, at der ikke er tale om en ligegyldig og ubetydelig reklame, men derimod en reklame, som er blevet set af hundrede millioner af mennesker under årets Super Bowl og Vinter-OL.
E-Trade og Grey Group bliver derfor sagsøgt for 275 mio. kr. for reklamens følgeskader og for yderligere 275 mio. kr. for at have skadet Lohans omdømme og goodwill.
TV: Se den omstridte reklamefilm her



Annonce:

Annonce:
Dansk stjerne brød sammen på scene