Offentliggjort 16.03.10 kl. 08:48 - opdateret kl. 09:33
I aften serverer TV 2 første mundfuld af Helvedes Køkken med Wassim Hallal som den temperamentsfulde chefkok. Seerne skal være klar til at sluge en god portion eder og forbandelser, når han udfordrer de 12 deltagere i en djælvelsk kokkedyst.
Mesterkokken Wassim Hallal udfylder rollen perfekt som den krævende autoritet, der forlanger det ypperste af sine 12 håbefulde kokke-disciple. Pressefoto
I aften sender TV 2 første afsnit af Helvedes Køkken, hvor stjernekokken Wassim Hallal udfordrer et dusin håbefulde talenter i en djævelsk kokkedyst. Deltagerne er:
Mesterkokken Wassim Hallal fra Restaurant Frederikshøj i Århus er den danske udgave af Gordon Ramsey i Helvedes Køkken.
Fotos: Jakob Mydtskov/TV 2:
Benjamin, 23 år
Brian, 39 år
Rune, 28 år
Ole, 35 år
Rene, 19 år
Nikolaj, 25 år
Katrine, 24 år
Louise, 26 år
Malene, 26 år
Stine, 25 år
Tina, 37 år
Vibeke, 43 år
»Med det tempo når gæsterne ikke at få suppen. Sæt nu farten op for helvede, og vi skal have den fucking torsk ekspederet nu.«
Det syder i Helvedes Køkken, og både under optagelserne og i aften går det hedt for sig, når TV 2 tager hul på forårets store satsning - den danske udgave af det populære kokkeprogram Hell's Kitchen.
Mesterkokken Wassim Hallal udfylder rollen perfekt som den krævende autoritet, der forlanger det ypperste af sine 12 håbefulde kokke-disciple.
Fisken skal steges på den helt rigtige måde, jomfruhummeren behandles som den fortjener, og de 12 kokke skal altid svare "ja tak, chef", når mesteren henvender sig til dem.
Sker det ikke, vanker der kontante, ydmygende skideballer til de unge kokke, som klumrer i det, og som balancerer på kanten af at bukke under for presset fra Wassim Hallal, de ventende gæster i tv-restauranten og kameraerne, der følger dem fra alle vinkler.
Over de kommende 10 tirsdage udfordrer Wassim Hallal og TV 2 de 12 håbefulde unge kokke, der i et benhårdt udskilningsløb skal konkurrere om 200.000 kr. og en kickstart af kokkekarrieren.
Og der bliver hverken sparet på Fuck-ordene eller forbandelserne, når den perfektionistiske og iltre mesterkok kæmper for at få tv-restauranten op at køre og deltagere til at levere det ypperste.
Over de næste 10 tirsdage ryger de unge kokkedeltagere ud af programmet én efter én i knivskarp konkurrence med hinanden.
Akkurat som i Gordon Ramsays show lader de unge kokke sig gerne svine til af mesterkokken him self i håbet om selv at blive kendte. Der er dømt blod, sved og tårer i bedste sendetid.
I følge Wassim Hallal er der ikke tale om, at han spiller en rolle som den temperamentsfulde chefkok.
»Sådan er jeg. Jeg elsker, at der er disciplin omkring min personlighed og den måde, som jeg arbejder på. Jeg bliver sgu sur, hvis jeg ser nogen smide fois gras i skraldespanden,« siger Wassim Hallal, da jp.dk møder ham under optagelserne.
Men hvorfor skal deltagerne sige ”ja tak, chef” til dig?
»Fordi sådan taler man til hinanden i et køkken. Der er ikke så meget tid til at diskutere tingene, så man siger bare ”ja tak” og går videre med sit arbejde,« siger han.
Han håber, at tv-seerne vil finde ud af, hvor vigtigt det er, at tingene bliver gjort rigtigt første gang.
»Når vi står i et køkken og laver mad til nogle gæster, står vi ikke bare og laver mad. Vi bruger alt, hvad vi har i os, følelser, passion og professionalisme. Min hovedmission med at deltage i programmet er at fortælle folk, at det at lave mad på det her niveau ikke bare er at lave mad. Der er så mange følelser i det, og der er så meget, der skal klappe, for at det bliver godt. Det er sgu en livsstil.«
Fortsættes...

