
Offentliggjort 24.08.09 kl. 14:01
Normalt foregår det i idrætshaller og forsamlingshuse ude i små lokalsamfund. Men ,mandag rykkede dansktoppen ind midt i hjertet af København, da Kandis giver koncert på Plænen i Tivoli. Samtidig er bandet sagsøgt af tidligere medlem.
- Der er noget eksklusivt ved at skulle spille herinde i Tivoli. Samtidig synes jeg også, at det er lidt af en blåstempling af vores genre, at vi nu også får lov til at spille herinde. Det synes jeg, er dejligt, lyder det fra Kandis-forsanger Johnny Hansen og indrømmer, at han ser det som en triumf for genren.
Restauranterne i Tivoli havde fulde huse. Alle borde var reserveret. Kandis-feberen er kommet til København.
- Tidligere har det været forbeholdt store udenlandske navne, og de seneste år har der været fredagsrock også med danske navne herinde. Men jeg synes da, det er dejligt, at der nu også er plads til den folkelige musik, siger Johnny Hansen.
Den professionelle triumf kommer efter otte måneder i dyb sorg for den populære sanger. I december mistede han sin kone, da hun tog sit eget liv. Og det har været en hård tid for Johnny Hansen og hans to døtre. Ikke mindst fordi han som offentlig kendt person har måttet dele sin sorg med det meste af Danmarks befolkning.
Samtidig har Benny Jensen, som var trommeslager for dansebandet Kandis fra 1991 til 2003, har sagsøgt orkestret for penge, som han mener, han har til gode.
Det skriver nordjyske.dk
Kandis-frontfigur Johnny Hansen undrer sig over at blive stævnet og hævder, at Benny Jensen ikke har kontaktet bandet på andre måder end med et brev fra advokaten.
Ifølge forsangeren drejer det sig om et gammelt forhold fra tiden omkring bruddet i 2003. Han ønsker dog ikke at svare på, om eks-trommeslageren reelt har penge til gode eller ej.
Striden kan dog slutte, før den begynder. Benny Jensen har ved en fejl sagsøgt bandmedlemmerne personligt i stedet for at stævne selskabet bag gruppen.
Ritzau/nordjyske.dk



Annonce:

Annonce:
Når diktatorer opfører sig sært