
Offentliggjort 28.06.10 kl. 15:16
Den måske mest eftertragtede mor i Hollywood og omegn, Angelina Jolie, vil gerne lave endnu en film med sin mand, Brad Pitt. Det fortæller superstjernen i et interview med det internationale filmmagasin Vanity Fair.
Det er dog ikke så ligetil at få til at hænge sammen i praksis. Parret har nemlig hele seks børn at holde styr på. Og det problem skal løses, hvis parret også skal arbejde sammen.
- Vi har talt om at gøre det. Men så skal vi finde ud af, hvem der skal passe børnene. Men i virkeligheden handler det om at finde den rigtige film, for vi har skam kigget, siger Angelina Jolie.
Den 35-årige skuespillerinde mødte Brad Pitt under optagelserne til "Mr. & Mrs. Smith, og i 2005 kom det frem, at de havde et forhold.
På det tidspunkt havde Angelina Jolie adopteret ét barn. Siden er det blevet til endnu to adoptioner. Hun har også født Brad Pitt tre børn, heraf et hold tvillinger.
Men når man som Brad og Angelina danner par privat, sætter det ifølge skuespillerinden nogle begrænsninger for, hvad man kan lave sammen rent professionelt.
- Når du er et par, er der ting, folk ikke vil se dig gøre. Det bliver for personligt. Jeg tror ikke, folk vil se intime scener med folk, der også er sammen i virkeligheden, siger Angelina Jolie til Vanity Fair.
Ritzau



Annonce:

Annonce:
Når diktatorer opfører sig sært