
Jørgen Nielsen i selskab med dronningen. Privatfoto
Offentliggjort 08.04.10 kl. 17:13
Tidligere borgmester i Ebeltoft Kommune mødte dronningen tre gange i løbet af blot fire år.
Som 1. viceborgmester i Ebeltoft Kommune havde Jørgen Nielsen haft lejlighed til at øve sig lidt i omgang med kongelige, inden han selv kom til at tage officielt imod dronningen i 1988.
I 1985 var dronningen og prins Henrik på besøg på Fregatten Jylland, som prinsgemalen er protektor for, og i 1986 indviede dronningen Glasmuseet, som er er en af hendes mange protektioner.
»Første gang fulgte jeg dronningen fra bilen hen til trappen til fregatten, hvor borgmester Jens Aage Rasmussen ventede for at ledsage hende,« siger Jørgen Nielsen.
I 1988 var Jørgen Nielsen selv blevet borgmester, valgt for Lokallisten, og derfor var det ham, der skulle modtage dronningen, da Glasmuseet viste en udstilling af dronningens kunstneriske arbejder.
»Sjovt nok var jeg ikke nervøs, men alligevel er man jo spændt på, hvordan man slipper fra det,« siger den nu 96-årige Jørgen Nielsen.
Han hyldede og takkede dronningen i en tale og havde hende siden tilbords.
»Jeg viste hende naturligvis den ærbødighed, man skal vise, men ellers foregik det meget afslappet. Både dronningen og prins Henrik er nemme at tale med. En gang nåede jeg knap at få cerutten til læberne, førend prins Henrik var klar med en lighter. Han er meget gelassen,« siger Jørgen Nielsen.
Han mødte uventet dronningen igen efter at Knebel Kirke i februar 2001 havde fået ny altertavle af kunstneren Bjørn Nørgaard. Majestæten dukkede diskret op til en gudstjeneste og havde tilfældigvis sat sig lige bag den tidligere kommunalpolitiker. Det opdagede han først, da han kom fra altergangen.






Fortæl om dit møde med dronning Margrethe
Læsernes historier
Send en hilsen til dronningen