
Foto: All Over Press
Offentliggjort 09.02.12 kl. 12:28
Lady Gaga er faldet af modetronen, og det kan hun takke hertuginde Catherine af Cambridge for.
Prins Williams smukke kone topper for andet år i træk en opgørelse fra Global Language Monitor, GLM, der holder øje med trykte, elektroniske og sociale medier for at finde frem til de mest anvendte ord. Inden for modeindustrien er vinderen "hertuginde-effekten", der skyldes de berømte søstre, hvorimod den før så dominerende Gaga er helt ude af billedet i år.
Den tidligere Kate Middletons søster Pippa er nummer fem på GLM's liste med vendingen "Pippas bagdel", der knytter sig til hendes smækre figur som brudepige ved det kongelige bryllup i London sidste år.
Hertuginde Catherine har så stor gennemslagskraft, at hendes tøjvalg kan få specielt de britiske og amerikanske forretninger til at melde udsolgt på rekordtid, og hendes feminine look smitter af på de generelle modetendenser.
»Hertuginde-effekten rækker tydeligvis meget længere end den økonomiske afsmitning, producenterne kan mærke. Årets modelandskab fremstår lysere, mere feminint, farverigt, tilgængeligt og yndefuldt, end vi længe har set,« siger GLM's modeekspert Bekka Payack til nyhedsbureauet Reuters.
I 2010 toppede Gaga listen, og sidste år indtog hun andenpladsen hos GLM, men i år er hun usynlig.
»Nyhedens interesse er væk, og folk er ved at være trætte af Lady Gagas langt-ude-stil,« vurderer Payack og tilføjer, at kreative kunstnere som Nicki Minaj, Kanye West og Katy Perry også er trendsættere, ligesom de er med til at udkonkurrere Gaga.
All Over Press



Annonce:

Annonce:
Når diktatorer opfører sig sært