Offentliggjort 19.08.08 kl. 22:59
Det kan komme til at koste en århusiansk guldsmed en bøde på 10.000 kroner, at han lagde en overvågningsvideo ud på internet.
Videoen viste, hvordan en maskeret røver slog guldsmedens kone i ansigtet med knyttet næve, inden han knuste en glasmontre og røvede smykker for rundt regnet 1,3 millioner kroner, skriver Århus Stiftstidende onsdag.
Dramaet fandt sted i smykkebutikken Diamanten i Skt. Clemens Stræde i Århus sidst på eftermiddagen 8. februar i år.
Butiksindehaveren Preben Randløv lagde overvågningsvideoen ud på YouTube. Han udlovede en dusør på 25.000 kroner for oplysninger, der kunne føre til gerningsmandens anholdelse.
Datatilsynet meldte sagen til politiet. Tilsynet mener, at man tager loven i egen hånd ved at offentliggøre overvågningsvideoer med personer. Det må kun politiet gøre.
- Politiet har nu oplyst mig om, at jeg er sigtet for at have lagt optagelsen ud på nettet og kan vente et bødeforlæg på 10.000 kroner. Men de penge agter jeg ikke at betale, siger guldsmeden til avisen.
Ritzau
Annonce:
Annonce:
Annonce: