Offentliggjort 11.10.08
kl. 14:26
- opdateret kl. 17:47
Østjyllands Politi har lagt en jernring om den omstridte antiracisme-demonstration i Århus, som flere politikere har meldt afbud til.
Østjyllands Politi er massivt tilstede i midtbyen, hvor et par hundrede demonstranter er mødt frem til antiracisme-demonstration på Rådhuspladsen.
Indtil videre er demonstrationen forløbet nogenlunde fredeligt, fortæller jp.dk's reporter.
På et tidspunkt var der dog optræk til en konfrontation med en flok højrefløjsaktivister, der heilede og råbte efter demonstranterne i Jægergårdsgade.
Gruppen blev dog hurtigt presset ind på et værtshus af 18-20 kampklædte betjente, så demonstrationen kunne fortsætte som planlagt.
Demonstrationen fortsatte tilbage til Rådhuspladsen, hvor flere talere stod på programmet.
En del af demonstranterne har under fortsat politibeskyttelse forsamlet sig ved det tidligere kulturcenter Huset på Vester Allé, hvor der tidligere har været sammenstød mellem højre- og venstrefløjen.
"Nazisterne har spredt sig over hele byen. Gå i grupper. Hold sammen, og hold god stil," lød opfordringen til demonstranterne fra en højtalervogn.
Både de radikale og socialdemokraterne har i de seneste dage meldt afbud til antiracisme-demonstration, da militante aktivister fra Antifascistisk Aktion meldte deres ankomst, og politiet har frygtet uro under dagens arrangement.
»Demonstrationen er foregået fantastisk. Det hele er forløbet i god ro og orden. Ved episoden i Jægergårdsgade afskærmer vi en eventuel konfrontation, og så er den ikke længere,« lyder det fra Østjyllands Politi.
jp.dk følger demonstrationen
Annonce:
Annonce:
Annonce: