Offentliggjort 21.09.09 kl. 14:05
Hvis vi og alle andre væsner på jorden er kreeret af en fælles skaber, har han eller hun ikke været nogen særlig god designer.
Ganske vist er naturen fuld af fantastiske skabninger, men kigger man nogle af dem nærmere efter i sømmene, viser de sig at være fulde af fejl.
Det nyeste hæfte i serien Natur og Museum fra Naturhistorisk Museum i Århus hedder Uintelligent Design, og her gør biolog og udstillingsmedarbejder ved museet Jan Gruwier Larsen i 150-året for Charles Darwins bog om arternes oprindelse op med tanken om, at alt levende er skabt af en intelligent designer:
»Naturen er vidunderlig, smuk, overraskende og fantastisk, men den er også fuld af fejl, mangler og decideret livsfarlige løsninger på ganske simple problemer.«
”Uintelligent Design” indledes med at give mennesket et serviceeftersyn. Derved afsløres en hel del uhensigtsmæssige bygningstræk, som – hvis de havde været designet – måtte tilskrives en absolut uintelligent designer.
Det gælder f.eks. svagheder i vores ryg, problemer med et bækken, der ikke er velegnet til at føde børn igennem og vores nedsænkede strube, som får os til at få maden galt i halsen. Problemerne opstod, da mennesket fra at være firbenet begyndte at gå på to ben.
Hæftet handler om de langt fra perfekte konstruktioner, der gennem tiden har udviklet sig som tilpasninger til nye krav fra omgivelserne. Budskabet er, at i naturen er der kun én måde at løse problemerne på – ved naturlig udvælgelse, ud fra de forhåndenværende søms princip.
Hæftet er på 36 sider, koster 60 kr. og kan bestilles online på www.nathist.dk eller på tlf. 86129777.
Annonce:
Annonce:
Annonce: