-3°
-2°
-3°
-3°
-2°
-3°
-3°
Offentliggjort 15.04.08 kl. 03:00
Århus er, om muligt, den dårligst lufthavnsservicerede by af sin størrelse i hele Europa.
MAN KUNNE I JP Århus 3/4 læse artiklen ”Lufthavn stadig i spil”.
Jeg glædede mig i første omgang, da jeg så overskriften, men fik hurtigt armene ned igen ved nærmere gennemlæsning. Århus Kommune havde haft en konference om visioner for fremtidens infrastruktur.
Her var idéen om at genoplive lufthavnsplanerne blevet luftet af direktøren for Colliers Hans Vestergaard.
Men dette var blevet køligt modtaget af de fleste af byrådspolitikerne. Der blev i stedet vævet om, hvorvidt man ”bare” kan udnytte den eksisterende lufthavn i Billund.
Lad os prøve at sætte situationen i perspektiv: Hvis vi havde en lufthavn i rimelig nærhed af byen, ville den formentlig kunne nås på 20 min. med et normalt klippekort til Århus Sporveje.
I stedet skal man nu bruge halvanden time hver vej og give næsten 400 kr. for to enkeltbilletter (der er nemlig ingen returrabat) for at komme til flyvestation Legoland.
Det kan man da ikke alvorligt mene kommer ud på ét?
Det er rigtigt, som det også blev nævnt, at slaget om lufthavnene på sin vis stod i 1970'erne. Men det er kun fem år siden, at man valgte at stemme nej til at gå videre med planerne ved Thomasminde.
Havde byggeriet fået grønt lys dengang, kunne lufthavnen have stået færdig nu. Og så vidt jeg ved, er der ikke sket noget i mellemtiden, der skulle gøre denne placering mindre brugbar.
Det er derfor noget af et sortsyn at afvise idéen blot på baggrund af de forhåndenværende - urimelige - realiteter.
Det svarer til, hvis man i 1920'erne havde lyttet til dem, der sagde: »Hvorfor bygge et universitet her; vi har jo et i København.«
Enormt potentiale
Det er også bemærkelsesværdigt, hvordan Visit Aarhus overvejer at flytte markedsføringen sydpå, blot pga. at der er åbnet en rute til Spanien fra Tirstrup - men der er faktisk de seneste par år fra Billund alene med Ryanair oprettet afgange til 10 forskellige destinationer i hele Europa.
Forbindelser, der alle kunne have åbnet uanede muligheder for erhverv og turisme i Århus, hvis de havde ligget i en bare lidt mere rimelig afstand til vor østjyske hovedby.
Altså et enormt potentiale - spildt.
Man kan ikke komme udenom, at en by som Århus ret beset burde have ordentlig lufthavnsbetjening, og at dette, som fremført på konferencen, selvfølgelig ville føre en fantastisk masse vækst med sig.
Hvis man ser sig omkring i Europa, er der heller ikke ret mange byer på størrelse med Århus, hvor borgerne må finde sig i lignende galimatias, når de skal ud at flyve.
Århus er, om muligt, den dårligst lufthavns-servicerede by i hele Europa af sin størrelse.
En sørgelig rekord, som det virker utroligt storsindet at acceptere ved ellers at udpege København og Hamburg som alternativer.
Jeg mener, at man bør se på det forhold, at der er store regionale interesser og masser af parter, der uden tvivl vil arbejde hårdt for sagen, hvis de blot får lov - i stedet for bare at lukke ned med en nejsiger-mentalitet, som gjaldt det den nye Kattegatbro.
Vi snakker altså her om et noget mere håndgribeligt, og frem for alt udviklingsfremmende, projekt.
Noget, som enhver borger, uanset beskæftigelse, ville få gavn af. International lufthavn i Århus - det er (stadig) en go' idé.
Annonce:
Annonce:
Annonce: