Offentliggjort 08.08.07 kl. 22:30
Professorer vurderer, at superligaklubber i fodbold intet juridisk grundlag har for at udelukke tilskuere for upassende opførsel. Fans til modangreb på klubberne.
Indland, 1. sektion, side 4Når superligaklubber uddeler karantæner til fans, der ikke opfører sig ordentligt, er klubberne på kant med loven, vurderer retseksperter. Ofte bliver fansene ikke bare udelukket til deres egen klubs hjemmekampe, men også til superligakampe på andre offentligt ejede stadioner.
»Problemet er, at man udsteder et generelt forbud på en offentlig institution uden et retsgrundlag. Det kan man ikke,« siger Steen Rønsholdt, juraprofessor i forvaltningsret ved Københavns Universitet.
Han illustrerer det med et eksempel.
»Det svarer til, at man ikke overholder reglerne på et kommunebibliotek og bliver smidt ud. Man kan ikke sige, at den pågældende i fremtiden har karantæne til biblioteket eller samtlige folkebiblioteker i landet. Det kræver en lov, for at man må gøre det,« lyder kritikken fra Steen Rønsholdt.
Sagen må afgøres i retten
Han bliver bakket op af Gorm Toftegaard Nielsen, professor i strafferet ved Aarhus Universitet.
»Det er meget tvivlsomt, om det holder rent juridisk at forbyde folk adgang til et offentligt ejet stadion på et grundlag, der udelukkende hviler på en aftale mellem klubberne,« siger han. Ifølge Toftegaard Nielsen ændrer det ikke noget, at klubberne står for driften af stadion. Det afgørende er, at det er offentligt ejet.
Parken og Brøndby Stadion er privatejede, og Brøndby IF og FC København kan derfor ifølge eksperterne udstede karantæner, hvis de vil.
Justitsminister Lene Espersen (K):
»Jeg har ikke nærmere kendskab til de forskellige ordensreglementer i landet, men jeg går ud fra, at klubberne har sikret sig, at tingene foregår lovligt,« siger justitsministeren, der mener, at det er op til domstolene at vurdere, om karantænerne er lovlige, hvis en fan lægger sag an.
Divisionsforeningen ser med sindsro frem til en eventuel afgørelse.
»Vi har hjemmel til at bestemme, hvem der må komme ind til vores arrangementer,« siger Klaus Thomsen, formand for Divisionsforeningen.
Hvor ved du det fra?
»Hvad vil du have, at jeg skal henvise til?«
En lov, et aftalegrundlag eller en retsekspert.
»Det har jeg ikke noget svar til.«
Fan kræver adgang
AGF-fan Jens Gammelby er blandt de karantæneramte. Efter at være blevet truet med livsvarig karantæne for en krænkende håndbevægelse mod politiet under en fodboldkamp i Esbjerg og et skænderi med sikkerhedschefen på AGF's hjemmebane, NRGi Park i Århus, har han fået forbud mod i et år at komme på samtlige stadioner i Danmark.
»Jeg vil nu forsøge at komme på stadion til AaB-AGF på søndag, selv om jeg har en aktiv karantæne,« siger han med henvisning til juraprofessorernes vurdering.
Annonce:
Annonce:
Annonce: