
Offentliggjort 14.08.07 kl. 22:15
Det resulterede i et opbud af politibetjente og nysgerrige, da socialrådgiver Hanne Bjerre i mandags var en tur i sin lokale bank i Søborg.
»Jeg blev mistænkt for at være en bankrøver, men det er vist sjældent, at de tropper op i ?klip klappere? og en letgenkendelig kjole,« siger Hanne Bjerre. Foto: Mik Eskestad
Hanne Bjerre må tage masken på for ikke at blive syg, når hun laver mad, gør rent, når naboen griller - eller hun går i byen eller i banken. Foto: Mik Eskestad
Opmærksomheden skyldtes hverken, at den 54-årige kvinde har været kunde i banken i 25 år, hendes sandaler eller den blomstrede sommerkjole. Et vidne alarmerede resolut politiet, da hun så Hanne Bjerre tage en maske med et kulfilter for næse og mund, inden hun gik ind i banken.
Mens Hanne Bjerre var i banken, kom en betjent ind og talte med de ansatte, og da hun kom ud, blev hun mødt af fire betjente. De bad hende oplyse sit navn, adresse, cpr- og telefonnummer samt sin beskæftigelse.
»Jeg blev mistænkt for at være en bankrøver, men det er vist sjældent, at de tropper op i ”klip klappere” og en letgenkendelig kjole,« siger Hanne Bjerre.
Syg af dufte
Hun blev i fjor ramt af duft- og kemikalieoverfølsomhed og ønsker at udbrede kendskabet til den invaliderende lidelse, som det skønnes, at 50.000 danskere er ramt af.
For hendes eget vedkommende har overfølsomheden betydet, at hun ikke længere kan arbejde. Der er aldrig blomster, stearinlys eller rødvin på bordet i hjemmet, og Hanne Bjerre må tage masken på for ikke at blive syg, når hun laver mad, gør rent, når naboen griller - eller hun går i byen eller i banken.
»Jeg har aldrig prøvet at røve en bank, men jeg har jævnligt været udsat for episoder, hvor folk reagerer på min maske,« siger hun.
Døgnrapporten hos Gladsaxe Politi bekræfter episoden, og vagthavende oplyser, at Hanne Bjerre har fået en venlig opfordring om en anden gang at vente med at tage masken på, indtil hun er inde i banken.
»Betjentene var rigtig søde, og der er ingen, som har gjort noget forkert. Jeg kan godt forstå, at min maske kan virke mistænkelig. Den ser temmelig uhyggelig ud,« siger Hanne Bjerre.
Hun ønsker sig en mindre skræmmende af slagsen og er for tiden også på udkig efter et fleksjob som socialrådgiver. Et job, der blot kræver, at der er en glasvæg mellem hende og borgeren, så hun ikke bliver syg af parfume og andre dufte.
»Jeg vil rigtig gerne i arbejde igen, og jeg har ikke lyst til at gøre nogen bange eller ængstelige ved at have min maske på. Ligesom der er indført en rygepolitik, burde der også være en duftpolitik i Danmark,« siger hun.
Annonce:
Annonce:
Annonce: