
Offentliggjort 19.02.08 kl. 07:41
TV 2 begynder søndag optagelserne til programmet om byen Sinding, hvor kvinderne bliver jaget hjemmefra.
På søndag vandrer kvinderne i samlet flok ud af byen Sinding. De bliver indkvarteret på Gjern Søhøjland, mens mændene bliver overladt til sig selv med ansvar for hus, børn og fællesskab.
TV 2 vil med programmet sætte fokus på, hvordan vi lever livet i Danmark.
”Ved at fjerne det ene, ofte bærende, led, sætter vi fokus på kønsrollerne og måden at leve livet i dagens samfund,” fortæller Sune Roland, der er ansvarlig for programmet.
Tidligere programmer har fulgt flere familier, for på samme måde at dække danskernes liv. Men dette program adskiller sig væsentligt fra tidligere programmer af den slags.
”Vi sætter det på spidsen ved at følge en hel landsby, og så uden kvinder,” fortæller han.
Otte kamerahold kommer til at følge landsbyen, mens indbyggerne prøver at overleve uden kvinder. Kameraholdene flytter ind hos nogle af byens familier, så det bliver på helt tæt hold, seerne kan følge landsbyen.
Indtil videre har mere end halvdelen af Sindings kvindelige indbyggere indvilget i at deltage i eksperimentet. Det er rigtig mange ifølge Sune Roland.
”Det er et folkeligt eksperiment og en stor satsning. Derfor er det godt, at der er så mange, der vil være med i det”.
Eksperimentet er et koncept der oprindeligt stammer fra BBC. TV 2 har i samarbejde med Nordisk Film planlagt den danske udgave de seneste måneder. I den forbindelse har TV 2 gennemført en lang række castings i flere danske landsbyer.
Målet har været at finde en typisk dansk landsby, ikke for stor og ikke for lille. Sinding repræsenterer med sine omkring 240 indbyggere den typisk danske landsby, hvor nogle indbyggere arbejder i landsbyen, mens andre pendler til arbejde i f.eks. Silkeborg.
”Vi har valgt en landsby frem for f.eks. en forstad, fordi vi tror, at indbyggerne i en landsby har en egen fælles identitet,” siger Sune Roland. Det er den fælles identitet som TV 2 vil skildre.
I byen glæder indbyggerne sig til eksperimentet.
Bente Strarup er formand i lokalrådet i Sinding. Hun synes, det er positivt, at der kommer fokus på livet i en landsby.
Selv har hun boet i både Oslo og Horsens, før hun for 23 år siden flyttede til Sinding. Hun kiggede sammen med sin mand på hus i både større og mindre byer. Men husene i de større byer var simpelthen for pæne, så det blev til et lille slidt et i Sinding.Her fandt hun det fællesskab, som hun mener, kendetegner landsbysamfundet i Danmark.
Dokumentarprogrammet bliver en kombination af interviews og reportage, hvor det typiske landsbyliv skildres fra forskellige vinkler. Samtidig er der interviews med kvinderne på Gjern Søhøjland og med mændene i landsbyen.
”Vi tror ikke man kan lave tv uden kvinder, så derfor vil vi gerne have kvinderne med fra Gjern Søhøjland. På den måde kan de fortælle, hvad de tror, der sker uden dem, samtidig med at vi kan vise, hvad der rent faktisk sker,” siger Sune Roland.
Bente Strarup tror ikke mændene får nogen problemer med at klare sig uden kvinder i byen. Tværtimod.
”Jeg tror, at de vil hygge sig og gå sammen om at lave en masse fælles aktiviteter,” siger hun.
Selv vil hun ikke afsløre, om hun er en af de mange kvinder, der forlader byen på søndag.
Annonce:
Annonce:
Annonce: