Jyllands-Postens tegner Kurt Westergaard. Foto: Polfoto/Miriam Dalsgaard
Offentliggjort 19.02.08 kl. 11:49 - opdateret kl. 13:43
Det vælter ind med tilbud om husly i ind- og udland til JP-tegner Kurt Westergaard, der ikke længere er velkommen på sit hotel.
Den 73-årige tegner må fra på torsdag finde et andet opholdssted, da han ikke længere er ønsket på sit hotel på grund af sikkerhedsrisikoen, og det har fra morgenstunden fået jp.dk’s læsere til at reagere.
”Jeg vil meget gerne tilbyde parret at bo i min lejlighed i København,” skriver en læser, der tilbyder Kurt Westergaard en møbleret tre værelses lejlighed på 76 kvm.
”Jeg skal lige bruge et par dage på at rykke mine ting sammen på overetagen,” skriver en anden læser, som tilbyder tegneren hele stueetagen i sit hus i Århus-området.
Også i udlandet står der boliger klar til Kurt Westergaard bl.a. i Budapest.
Senest er der kommet et tilbud om husly i Andalusiens bjerge.
"Her er fred og ro og ingen idioter," lyder det i mailen til jp.dk.
Kurt Westergaard er dybt taknemlig for de mange sympatitilkendegivelser.
”Det er sødt af dem. Jeg har jo fået en masse sympati i alle medier og på gaden, hvor folk ruller bilvinduet ned og råber ”Godt gået”. Det varmer i denne tid,” siger Kurt Westergaard.
Han regner dog med, at PET inden længe finder et nyt skjulested til ægteparret.
”De har været så flinke til at hjælpe os indtil nu, så det skal nok gå.”
"Vi er kede af, at mange muslimer har betragtet de 12 tegninger i JP som en krænkelse af profeten Muhammed (...) Hverken den danske regering eller det danske folk har nogen som helst intentioner om at krænke muslimer eller medlemmer af nogen anden trosretning."
"De 12 tegninger var efter vores opfattelse sobre og var ikke tænkt som krænkende. De var ikke i strid med dansk lovgivning, men har uafviseligt krænket mange muslimer, hvilket vi skal undskylde."
"Det har aldrig været Politikens hensigt med genoptrykningen af Karikaturtegningen at krænke muslimer i Danmark eller andre steder. (...) Vi undskylder over for alle, der er blevet krænket af vores beslutning om at genoptrykke Karikaturtegningen".