
Formand for Hizb ut-Tahrir Fadi Abdullahtif er oplægsholder ved et stormøde, der afholdes som reaktion på bl.a. Wilders' islamkritiske koranfilm. Arkivfoto: Lars Nybøll/Polfoto
Offentliggjort 28.03.08 kl. 16:59
Som reaktion på bl.a. Geert Wilders' islamkritiske film holder den ekstreme muslimske organisation Hizb ut-Tahrir på søndag stormøde i København.
Kilder: www.hizb-ut-tahrir.dk, Infomedia og Justitsministeriet.
Hizb ut-Tahrir indkalder til stormøde i Korsgadehallen i København under overskriften "Koranen udfordrer den fordærvede vestlige kultur".
"Den beærede koran bliver i disse dage udsat for et vestligt, politisk og mediemæssigt angreb i form af krænkelsen af Allahs Bog og forvrængningen af koranens love og tanker," fremgår det af programmet for mødet.
Hizb-ut-Tahrir henviser til flere hændelser, der har ført til, at organisationen vil holde stormøde om koranen.
Organisationen nævner bl.a. amerikanske soldaters skænding af koranen i Guantanamo-fængslet i Cuba, de danske Muhammed-tegninger og senest Geert Wilders' islamkritiske film, der sammenkæder citater fra koranen med terrorhandlinger og undertrykkelse.
Filmen, der blev offentliggjort torsdag aften på internettet, er blevet fordømt fra flere sider. Statsminister Anders Fogh Rasmussen (V), den hollandske premierminister og EU-formandskabet er enige om, at filmen er en unødig provokation.
Hizb-ut-Tahrir mener, at koranen og islam udsættes for angreb både i Vesten og i muslimske lande.
"Et angreb anføres af muslimernes regenter for at forhindre koranens tilbagevenden til at styre livet, staten og samfundets anliggender. Og det andet angreb anføres af vestlige ledere for at forvrænge islam og underkue muslimerne i Vesten og tvangsinteregere dem i den fordærvede vestlige kultur," står der i programmet.
Formålet med stormødet er tilsyneladende at gøre danske muslimer klogere på deres religion.
"Det er yderst vigtigt, at muslimerne tilegner sig bevidsthed om Allahs Bog, funderer over den og opfatter dens mirakle samt studerer Qur'anens love og tanker, så de derved formår at handle efter den og iværksætte den i livets anliggender," skriver Hizb ut-Tahrir.
Blandt oplægsholderne på stormødet er organisationens formand, Fadi Abdullatif, der to gange - i 2003 og 2007 - er blevet dømt for racisme og trusler mod jøder.
Hizb ut-Tahrir har også inviteret en hollandsk repræsentant for Hizb ut-Tahrir, Okai A. Zeyn. Han skal holde oplæg under overskriften "Kampagnen for forsvaret af Qur'anen i Holland.
Ved et lignende stormøde i Nørrebrohallen i juni 2007 deltog omkring 1.000 personer.
Rigsadvokaten indledte i december en undersøgelse af Hizb ut-Tahrir på justitsminster Lene Espersens (K) foranledning. Undersøgelsen skal vise, om der er grundlag for en større undersøgelse af, om foreningen kan opløses med udgangspunkt i grundloven.
Annonce:
Annonce:
Annonce: