Tip     Print     RSS     Del    

Dyr - eller næsten mennesker?

Af  ERIK NØRBY

Offentliggjort 13.04.08  kl. 22:32 

Dyr, der lider under transport, bliver kastreret eller dræbt med kølleslag, gør stort indtryk på os, når vi ser det i tv. Spørgsmålet er, om vi tillægger nogle af dyrene menneskelige egenskaber.

Sælungens bønfaldende øjne sekunder før et kølleslag gør en blodig ende på dens korte liv.

Hangrisens smerteskrig, når pungen skæres op, testiklerne trækkes ud og sædstrengen skæres over.

Ubehageligt for de fleste, når vi konfronteres med det i fjernsynet. EU-parlamentarikerne kræver stop for import af canadiske sælskind, og danske politikere kræver omgående stop for kastration uden bedøvelse.

Men grisene er altid blevet kastreret, for som forbrugere vil vi ikke risikere, at nogle få koteletter ud af 100 lugter og smager grimt, når de kommer på panden.

Det står bare ikke på pakken i køledisken, at det gjorde ondt på grisen.

Hvad med rotten?

Hvad så med rotten, der får et slag med skovlen - eller forgiftes, så den langsomt dør af indre blødninger?

Eller de irriterende muldvarpe og mosegrise, der fanges i sakse eller gasses med fosforbrinte?

Er der nogle dyr, som det er mere synd for end andre?

Sælungerne i Canada bliver faktisk aflivet på samme måde som mange dyr på slagteriet. De canadiske fangere bruger en såkaldt hakapik, en kølle med et spir, som bankes ind i hjernen. På slagteriet bruges en boltpistol, som skyder en bolt ind i hjernen. Gøres det rigtigt, virker det omgående og er ifølge eksperter den mest effektive aflivningsmetode.

Ukendt land
»De fleste mennesker er uden kontakt med landbruget og har ingen forestillinger om, hvordan moderne fødevarer bliver til,« siger sociolog, ph.d. Janus Hansen fra Copenhagen Business School.

»De eneste dyr, som vi har et forhold til, er kæledyr, som er en del af manges hverdag, og som vi næsten opfatter som mennesker. Når vi så ser de stærke billeder i fjernsynet, må vi gøre noget. Vi føler med dyrene. Det må stoppes, uden at vi nødvendigvis tænker på, hvilke konsekvenser det har. Landbrugssektoren har stor økonomisk styrke, og når det kommer til stykket, er der så vilje til at ændre forholdene markant?« spørger Janus Hansen.

Brancheorganisationen Dansk Svineproduktion har beregnet, at det vil koste 175 mio. kr. om året, hvis de 13 mio. hangrise skal bedøves, inden de bliver kastreret.

Professor i husdyrs adfærd og velfærd, Jan Ladewig fra Det Biovidenskabelige Fakultet ved Københavns Universitet, konstaterer, at forbrugerne normalt ikke er villige til at acceptere, at fødevarepriserne stiger.

»Kastration er utvivlsomt smertefuldt for grisene, og hvis samfundet kræver bedøvelse, må forbrugerne betale. Men hvis forbrugerne skal betale mere for dyrevelfærd, er kastration måske ikke det største problem i grisenes liv. Måske er pengene bedre givet ud til strøelse og mere plads i svinestien. Så kan man spørge, om man overhovedet kan sige enten eller, når det gælder dyrevelfærd. Åbenbart, for det har vi gjort hidtil, ellers ville det være forbudt at kastrere og halekupere grise uden bedøvelse. Grise har f.eks. et mere udviklet nervesystem end nyfødte hundehvalpe og kattekillinger, men de må ikke skæres i uden bedøvelse,« siger Jan Ladewig.

Rangliste
Formanden for Det Dyreetiske Råd, professor Peter Sandøe, taler om en ”sociozoologisk skala”, når vi anbringer dyr på en rangliste med forskellig etisk status. I lov om dyreforsøg hed det tidligere, at man skulle anvende »så lavtstående dyr som muligt«.

Sociozoologisk skala
»Underforstået, at det var bedre at bruge mus og rotter end hunde og katte. Problemet er, at rotter ikke i nogen relevant biologisk forstand kan siges at være mere lavtstående end hunde. Rotter kan efter alt at dømme føle og lide i samme grad, som hunde kan. Kun hvis man vurderer dem efter den sociozoologiske skala, kan man tillade sig at gøre forskel. Men den er ikke relevant at bruge, når det gælder dyrs vilkår, i hvert fald ikke når det medfører grov, negativ særbehandling af bestemte dyrearter,« siger Peter Sandøe.

»Når det gælder sæler, er der ikke tvivl om, at det kan være effektivt og helt forsvarligt at aflive dem med den såkaldte hakapik.

De fleste sælbestande er desuden store og sunde, og de canadiske fangere er afhængige af indtægterne fra sælskindene.

Selvfølgelig skal de canadiske myndigheder kontrollere, at fangerne udviser omhu, når de dræber sæler. Og selvfølgelig er der fangere, som ikke gør det ordentligt; men der er jo også danske landmænd, som ikke passer deres dyr ordentligt, og danske fritidsjægere, som kommer til at anskyde dyr. Men de argumenter hjælper ikke, når diskussionen styres af billeder af sælunger med store brune øjne, som får smadret kraniet med en kølle, så blodet flyder.

Sælunger står højt på vores sociozoologiske skala. Spørgsmålet er, om det er grund nok til at straffe samtlige sælfangerne ved at forbyde import af sælskind,« siger Peter Sandøe.

Virkeligheden skal frem
Thomas Pallesen, der underviser i tv-journalistik og -etik på Danmarks Journalisthøjskole, ser ikke noget problem i, at tv viser de ubehagelige billeder, så længe det ikke krænker nogen direkte.

»Hverken grisene eller seerne bliver krænket af at se kastrationen. Det kan være ulækkert at se på, men det er ikke grund til at skjule virkeligheden. Forståeligt nok rejser indslaget debat blandt seerne, men det kan undre, at landbrugskyndige politikere virker overraskede. Tydeligvis er her et kendt problem, som de ikke har gjort noget ved,« siger Thomas Pallesen.