FOA-formand, Dennis Kristensen, medgiver, at nogle medlemmer stod til at få pæne lønstigninger, men problemet var, at de 68.000 FOA-medlemmer skulle betale for, at de 12.000 medlemmer kunne få. Foto: Emil Ryge Christoffersen
Offentliggjort 16.04.08 kl. 22:18
Social- og sundhedsassistenter blev tilbudt lønstigninger på op til 4.300 kr. om måneden betalt af bl.a. lærere, HK'ere, og teknisk personale i kommunerne.
De strejkende social- og sundhedsansatte blev tilbudt højere lønstigninger end andre offentligt ansatte svarende til godt 420 mio. kr. fra en særlig skævdelingspulje.
Det viser materiale fra kommunernes landsforening, KL, der nu offentliggør det endelige tilbud, som FOA fik, inden overenskomstforhandlingerne brød sammen i fredags.
Arbejdsgiverne i KL havde fået de andre offentligt ansatte med på at bruge næsten halvdelen af den såkaldte skævdelingspulje på godt en mia. kr. på højere løn til FOA's social- og sundhedsansatte.
Tilbuddet var derfor lønstigninger på 13,9 pct. over de næste tre år og ikke de 12,8 pct., som flertallet af de offentligt ansatte har stemt ja til.
»Uanset hvad ville sosu'erne få 13,9 pct. og ikke 12,8. Dennis Kristensen kaster sosu'erne ud i konflikt, for at hans parkeringsvagter skal få mere i løn. Det er selvfølgelig meget sympatisk fagforeningsmæssigt, men set fra et samfundsmæssigt synspunkt har jeg svært ved at forstå og acceptere, at man tager de svageste ældre som gidsler i noget, der ikke handler om reel lønkamp, men et større politisk mål,« siger KL's chefforhandler, Frederiksbergs borgmester Mads Lebech (K).
I kroner dækker tilbuddet til FOA over lønstigninger til sosu'erne på imellem 2.307 kr. og 4.338 kr. om måneden.
Især ansatte med en vis anciennitet var tæt på at få lønstigninger på de 5.000 kr. om måneden, som er FOA's krav.
FOA-formanden, Dennis Kristensen, medgiver, at nogle medlemmer stod til at få pæne lønstigninger, men problemet var, at de 68.000 FOA-medlemmer skulle betale for, at de 12.000 medlemmer kunne få.
»Regningen skulle betales af de resterende i ældreplejen. Hjemmehjælpere, sygehjælpere, plejehjemsassistenter med flere skulle have lønstigninger, der ville ligge langt bagefter. Havde Mads Lebech villet give alle det samme som de sosu-assistenter, der blev tilbudt mest, havde vi ikke siddet i konflikt i dag,« siger Dennis Kristensen.
Andre grupper af offentligt ansatte er dog også med til at betale tilbuddet til FOA.
Alle fagforeningerne har lagt 0,75 pct. af deres lønmidler over de næste tre år i den særlige skævdelingspulje, som KL har kunnet bruge til at rekruttere og fastholde medarbejdere, men ikke alle har fået lige så meget igen fra puljen.
FOA er den store vinder. Pædagoger og socialpædagoger har balance eller et lille plus i regnskabet, mens bl.a. lærerne, HK'erne og de tekniske medarbejdere i kommunerne reelt kun når op på lønstigninger i underkanten af 12,8 pct. over de næste tre år.
Lærerformand og chefforhandler for de kommunalt ansatte Anders Bondo Christensen bekræfter, at andre har betalt for, at FOA kunne få mere.
»Der er sket en skævdeling til fordel for sosu'erne, som vi også har bidraget til. Det er fuldstændig korrekt. Hvad decimalerne er, kan man ikke gøre op,« siger han.
Han understreger, at der er tale om et rigtigt godt resultat for lærerne.
»Vi har lavet et resultat, der sikrer mellem 36.000 og 48.000 kr. i lønstigning, når overenskomstperioden er slut,« siger han.
Annonce:
Annonce:
Annonce: