Tip     Print     RSS     Del    

Udblik: Noget i gære

Af ANDERS LUND MADSEN, Udbliksredaktør

Offentliggjort 21.04.08  kl. 10:06 

Det er et spørgsmål om tid, før det hele braser sammen. Det er bedst at være parat, for den bedst forberedte vinder morgendagen.

Anders Lund Madsen. Foto: Morten Flarup

Relaterede artikler

Udblik: Kogt hval

Udblik: Mysli-effekten

Udblik: Fyld hullet

Se alle >>

Jeg har købt gær. Rigtig meget gær. For det første holder jeg meget af duften, fordi det minder mig om dengang i 1970'erne med fru Torkelin i husgerning, hvor vi var en hel klasse om at dele én pakke gær, og man lærte altså at værdsætte de små lysegrå fyre, når man nulrede sine to gram ud i det håndlune vand. Det var dengang, vi lærte at sætte tæring efter næring – ikke mindst fordi der praktisk talt ikke var næring i de tarvelige boller, som fru Torkelin lod os preparere i sine timer. For vi skulle spare, skulle vi. Engang lavede vi en hel omelet af ét æg, en kvart tomat og en tredjedel af et stykke bacon.

Og det var ikke back-bacon. Næh-nej. For vi sparede. Og dengang virkede det tumpet, fordi verden jo var lys og lovende, og selv om vi havde haft emneuge om forurening i 1. klasse, så var det bare noget med okker i en å, og med mindre man var en å, så var der strengt taget ingen grund til at være bange dengang, men fru Torkelin huskede sikkert de fem forbandede år, stormen på Dybbøl Skanser eller slaget på Reden.

Hun vidste, at verden var skrøbelig og evindeligt balancerende på randen af kaos, og det eneste værn mod kaos var forberedelse, forberedelse og atter forberedelse. I resigneret afventen på det uafvendelige. Og her spillede og spiller gær en cental rolle. Hvilket bringer mig til min anden gær-tilskyndelse: Det gør mig rolig. Jo mere gær, jo større ro. Og tro mig: Jeg har købt rigtig, rigtig meget gær.

Først var der olien, der steg, og det var egentlig meget hyggeligt i begyndelsen, fordi olie på en måde er sådan et trygt og roligt produkt. Min far havde en fantastisk ven, der hed Orla, som arbejdede for Esso, og hver gang Orla var på besøg, gik min far og Orla og jeg ned i kælderen og slog forskellige steder på vores oliefyr, og Orla kiggede på de måleinstrumenter, der sad uden på fyret og ikke mindst ledningsføringen fra tanken til fyret, og først så min far bekymret ud, men så sagde Orla altid et eller andet, som gjorde min far helt rolig, og så blev jeg rolig, og hele kælderen duftede af olie, og på den måde lærte Pavlovs hund at forbinde olie med ro.

Og ro koster, så dyr olie er okay. I begyndelsen. Men da den passerede 100 dollar pr. tønde, blev roen til uro. Jeg husker, da den passerede 10 dollar tønden, og den dag så min far virkelig bekymret ud, og han havde slet ikke lyst til at gå i kælderen og klappe fyret eller noget. Det var selvsagt ikke det allerførste, for der var allerede det med klimaet og pol-isen, som smelter, og bundvendingerne i Mariager Fjord og myggene, som nægter at dø om vinteren, der ikke er der, og rotter på størrelse med kalve og fugle med influenza og sars og ebola og aids og pest og hungersnød og religion og terrorisme og død i ensomhed, men alt dette havde jeg ligesom vænnet mig til siden engang i midten af 90'erne, og så var der atomtruslen fra 1980'erne og kommunismen og Scientology og min matematiklærer, hr. Bülow, fra gymnasiet – trusler havde der altid været, det var slet ikke dét.

Det var intensiteten. Olietruslen var intens, fordi den smadrede billedet af ro for alvor. Fordi el-bilerne og den der hemmelige, der kører på vand, endnu ikke var helt færdig, og der kan ikke være flere vindmøller i det her land, og hvad gør vi så? Men det blev værre, for straks efter var det dollaren, der bare blev ved at falde, og det må den ikke, for det svarer til, at guld lige pludselig holder op med at skinne, og jeg husker tydelig for en uge siden, hvor jeg sad med en 10-dollar-seddel i skødet og fik helt våde øjne, fordi jeg havde så pokkers ondt af den lille fyr. Nærmest fuldstændig uden værdi var den, og det blev bare værre og værre, og de talte om global recession i fjernsynet, og huspriserne stagnerede ovre i USA – og det må de bare ikke! – og hvem skulle så købe alle de dejlige varer fra Kina, og dét tilmed lige før de olympiske lege i Beijing.

Men det blev værre endnu, fordi de samme kinesere nu åbenbart vil have bøf i stedet for ris, og følgelig eksploderede priserne på korn på verdensmarkedet engang i sidste uge, fordi de der bøffer skal have noget i skrutten, og pludselig var der ikke mere hvede i verden, så godt som, og dét var virkelig spooky, for mad skal bare være der. Det er ligesom med vandhaner og stikkontakter. Der skal komme noget ud af dem, ellers får man hjertebanken af at kigge på dem. Og dér sad jeg så i sidste weekend og var bekymret. En del bekymret endda. Men jeg havde ikke købt gær. Jeg havde ikke engang købt hvedemel og grahamsmel og ris og grønne linser fra Puy, men jeg var bekymret.

Indtil i onsdags, hvor jeg tilfældigvis opdagede, at Apophis-kometen har fået opgraderet sin impact propability fra 1:45.000 til 1:450. Det vil sige, at sansynligheden for, at denne 350 m tykke asteroide rammer Jorden er 1 til 450 i stedet for 1 til 45.000. Det sker i givet fald om knap 28 år, den 13. april 2036 om morgenen, og effekten vil være altødelæggende med katastrofale tsunamier, oversvømmelser, massedød og en atomvinter på cirka tre år, hvor så godt som intet sollys vil trænge igennem atmosfæren, og så godt som alle dyr og planter vil uddø. For ikke at glemme menneskeheden som sådan.

1 til 450. Det er ikke særlig fede odds. Men det var ikke engang dét. Det var NicoMarquardt. For det var ham, der opdagede fejlen. NASA havde regnet ud, at sandsynligheden var 1 til 45.000, og alle var ret ligeglade med Apophis-kometen. Indtil 13-årige NicoMarquardt fra Potsdam i Tyskland undersøgte sagen og regnede sig frem til de 1 til 450. Som NASA naturligvis krampagtigt dementerede dagen efter.

Det var dér, jeg gik ud og købte gær. Dét – og så det faktum, at Se & Hør i denne uge kunne afsløre, at Anna David har fået en tatovering på sit håndled, hvor der står Carpe Diem. Grib dagen. Anna David ved noget. Og så er det på tide at købe en masse gær.