"Det er en total overreaktion fra Røde Kors's side. Vi er jo bare helt normale borgere i det her land, der ønsker en retfærdig asylpolitik," siger talsmanden for Luk Lejren om Røde Kors. Foto: Miriam Dalsgaard
Offentliggjort 03.10.08 kl. 20:24
Luk Lejren kan slet ikke forstå Røde Kors's hårde udmeldinger om søndagens asyl-aktion. Ja faktisk burde Røde Kors være taknemmelig for, at nogen forsvarer de nødlidendes rettigheder her i landet, siger talsmand.
"Vi er utroligt skuffede over, at en lille gruppe københavnske autonome vil sabotere vores indsamling. Det er både hensynsløst og uhyggeligt egoistisk. I værste fald kan det koste udsultede børn i Etiopien livet." Sådan lød det fra generalsekretær for Dansk Røde Kors, Anders Ladekarl, i et interview til Ritzau fredag.
Men Ifølge Emil Nielsen, der er talsmand for græsrodsorganisationen Luk Lejren, så er Anders Ladekarl helt forkert på den:
"Det er en total overreaktion fra Røde Kors' side. Vi er jo bare helt normale borgere i det her land, der ønsker en retfærdig asylpolitik. Og vi indsamler på lige vilkår med alle mulige andre indsamlere. Vi hjælper dem i virkeligheden," siger den 25-årige samfundsvidenskabsstuderende til jp.dk.
Stridens kerne er, at indsamlerne med tilknytning til Luk Lejren agter at dele flyers ud samtidig med at de samler penge ind til Røde Kors.
I materialet opfordrer Luk Lejren folk til "at handle mod en diskriminerende og uretfærdig asylpolitik", som gruppen mener Røde Kors har et stort ansvar for.
Men ifølge talsmanden er kritikken kun rettet mod ledelsen af Dansk Røde Kors, som han mener bør sætte bremserne i:
"Hver dag er Røde Kors med til at legitimere en diskriminerende asylpolitik. Det er Røde Kors, der administrerer de fleste asylcentre i Danmark. Og derfor har Dansk Røde Kors en kæmpe indflydelse på dansk asylpolitik. Slog Røde Kors bremserne i, så ville det altså være helt politisk umuligt for regeringen og Folketinget at føre den førte asylpolitik."
Luk Lejren vil have Røde Kors til at forbedre asylansøgernes rettigheder i Danmark:
"De borgere, som bor i de danske asylcentre, har intet CPR-nummer, har ingen adgang til skole, arbejde, uddannelse og har først og fremmest ingen mulighed for at bestemme over eget liv. Det er diskrimination af en særlig gruppe i det danske samfund. Det vil vi have ændret," siger Emil Nielsen til jp.dk.
Luk Lejren har derfor aftalt et lukket møde med Røde Kors i næste uge. Og der håber Emil Nielsen på, at de to organisationer kan få et samarbejde op at køre:
"På mødet vil vi tale om forholdene i asyllejrene. Og det vi håber på, er, at Røde Kors, som jo er en humanitær organisation, vil være med til at samarbejde om at varetage de nødlidendes forhold. Røde Kors burde først og fremmest varetage asylansøgernes interessse. Og deres interesse er ikke at leve et liv uden rettigheder. Røde Kors må trække sig, " lyder det for talsmanden.
Luk Lejren håber derefter på, at det på længere sigt vil ændre asylpolitiken:
"Det vi håber på, er at Røde Kors vil tage vores opfordring alvorligt og aktivt gå ind og være med til at kræve en menneskelig og ikke-diskriminernde asylpolitik. Og selvfølgelig - lukke asyllejrene."
Annonce:
Annonce:
Annonce: