Offentliggjort 22.10.08 kl. 10:37
Til trods for, at de fleste observationer på den danske himmel kan forklares, har Skandinavisk UFO Information stadig tre uopklarede fotosager i arkivet.
En november morgen i 1971 tog en mand en række billeder på havnen i Århus.
Da han kom hjem opdagede han et mærkeligt objekt på et af billederne. Den dag i dag er billedet stadig lidt af et mysterium.
- Vi ved ikke, hvad det er. Billedet er blevet nøje undersøgt, og undersøgelserne viser, at der sandsynligvis er tale om et objekt på lang afstand, men nærmere kan vi ikke komme, fortæller Toke Haunstrup, der er Skandinavisk UFO Informations (Sufoi) modtager af indrapporteringer fra folk.
Fra troende til skeptikere
Sufoi har eksisteret siden 17. december 1957. Foreningen har bevæget sig fra at tro på eksistensen af rumvæsner, der har besøgt kloden, til at være en forening af skeptikere, der mener, at der findes en naturlig forklaring på folks observationer.
Alligevel rummer foreningens arkiv stadig nogle få indberetninger, som er uopklarede.
Mulig lysrefleks og helikopter
Udover billedet fra Århus Havn fremhæver Toke Haunstrup et billede taget ved Avedøre Holme den 3. maj 1975 og en video optaget over Odense 15. september 1996. Episoder, som foreningen stadig mangler en forklaring på.
- Billedet fra Avedøre Holme er muligvis en lysrefleks, men hvor lyset skulle komme fra, har vi ikke kunne finde ud af. Og objektet på videoen er muligvis en helikopter, men vi kan ikke se eventuelle rotorblade, forklarer Toke Haunstrup.
Ufo'er er luftballoner
Hvert år modtager foreningen 200-400 henvendelser fra folk, der mener at have set noget mystisk på himlen. Men næsten hver gang, Toke Haunstrup og hans kollegaer undersøger en henvendelse, kan de give en naturlig forklaring.
- I år har 50 procent af indberetningerne kunne forklares med luftballoner af rispapir, som stiger til vejrs med et lille stearinlys i bunden. Ellers er de typiske forklaringer fly om natten, stjerneskud og planeter som Venus og Jupiter, når de står lavt på nattehimmelen.
Se de uopklarede fotosager på JPtv
Men de tre eksempler i artiklen er ikke typiske og er stadig uopklarede den dag i dag.
JPtv viser over de næste par uger en række indslag, hvor Toke Haunstrup gennemgår både uopklarede og opklarede episoder fra Sufois arkiv.
Tv: Pilot angreb ufo
Annonce:
Annonce:
Annonce: