Offentliggjort 12.12.08 kl. 15:06
Integrationsministeriets test til personer, der søger om dansk statsborgerskab, indeholder ifølge historikere flere faktuelle fejl.
Den mest grelle fejl optræder i spørgsmålet om, hvornår ordet Danmark optræder første gang. Ud af de tre svarmuligheder nævner Integrationsministeriet ikke det korrekte svar: Ottars rejsebeskrivelse fra 890.
I stedet skriver ministeriet, at det er på Jellingstenen, men det er decideret forkert og noget sludder, understreger flere historikere, bl.a. professor ved Saxo-Instituttet ved Københavns Universitet, Niels Lund.
- Det er noget vås at sige, at ordet Danmark første gang optræder på Jellingstenen. Det er en fejl simpelthen, siger Niels Lund til dr.dk/nyheder.
Ordet Danmark optræder nemlig første gang i den oldengelske krønike Orosius fra ca. 890, hvori nordmanden Ottars beskriver sin rejse fra Hålagoland i det nordlige Norge til Hedeby, der ligger ved Slesvig i Tyskland, fortæller lektor, dr.phil. i middelalderhistorie Anders Bøgh fra Aarhus Universitet.
- Der nævner han Danmark og Jylland. han beskriver, hvordan han har Danmark på bagbords side, forklarer Anders Bøgh til dr.dk/nyheder.
Profesor Niels Lund har oversat Ottars rejsebeskrivelser fra oldengelsk til dansk. Det gjorde han i 1983, og snart kommer teksten online på danmarkshistorie.dk.
- Teksten har altså eksisteret på dansk i 25 år. Og den var kendt inden da, siger Niels Lund.
Dr. phil. ved Saxo-Instituttet på Københavns Universitet Nils Hybel supplerer sine to historie-kolleger.
Danmark optræder nemlig også i den østfrankiske krønike af Regino af Prüm. Den er fra begyndelsen af 900-tallet, fortæller Nils Hybel.
- Det er udlændinge, der har opfundet udtrykket Danmark, som vi er blevet påduttet. Men i testen får man en fordrejet nutidsromantisk opfattelse. Og det er tåbeligt, siger Nils Hybel til dr.dk/nyheder.
Han mener desuden, at der er fejl i andre spørgsmål. I testen skal ansøgerne svare på, hvad størstedelen af den danske befolkning var i perioden fra 750 til 1050.
Svarmulighederne er bønder, krigere eller jægere, og det er noget "vrøvl", siger Nils Hybel, der forsker i vikingetiden og middelalderen.
- De var alle tre dele. Og man kan slet ikke opgøre det statistisk, det giver slet ingen mening. Det er også en fejl, siger Nils Hybel.
Testen fungerer ellers som en eksamen, hvor ansøgerne skal svare korrekt på minimum 32 ud af 40 spørgsmål for at blive danske statsborgere.
I onsdags havde 5.500 ansøgere meldt sig til prøven for at blive danskere.
De skal bevise, at de har et kendskab til dansk samfund, kultur og historie, derfor må der selvfølgelig ikke være fejl, understreger Hybel.
Fortsættes...
Annonce:
Annonce:
Annonce: