
Offentliggjort 19.02.09 kl. 17:47
Farvandsvæsenet har besluttet, at alle store fyr i hele landet skal undersøges for eventuelle skader. Det sker, fordi et fyrtårn tæt på epicentret under jordskælvet den 16. december 2008 blev beskadiget i toppen, skriver jv.dk.
Det sker selvom sandsynligheden for skader er lille.
I denne uge gælder det Danmarks vestligste fyrtårn i Blåvand, som er blevet lukket, mens man undersøger prøver fra fyrets top for kviksølvdampe.
Fyret nær epicenteret 40 kilometer øst for Malmø fik nemlig beskadigelser, så det kviksølvbad, som det roterende linseapparat er monteret i, blev utæt, og der sivede kviksølv ud.
Farvandsvæsenet har været i Blåvand for at tage prøver af luften i fyrtårnets top. Der er dog ingen synlige skader, og resultat af prøverne kommer om maksimum 10 dage, oplyser erhvervs- og turistdirektør Per Rask Jensen til jv.dk.
Mens prøverne undersøges, efterleves kravet om, at der skal være lukket for publikum, indtil resultatet af undersøgelsen kommer.
Ritzau
Annonce:
Annonce:
Annonce: