
Offentliggjort 19.03.09 kl. 15:38
Den 4. marts blev seks elever bortvist fra døveskolen Nyborgskolen i Nyborg, efter at de tre dage inden var gået amok og begyndt at rasere skolen.
Nu erkender både Region Syddanmark og Nyborgskolen, at det var en fejl at træffe beslutningen om bortvisning uden at give eleverne mulighed for en såkaldt partshøring.
- Hverken Region Syddanmark eller Nyborgskolen har i forbindelse med bortvisningen foretaget den nødvendige høring af eleverne som parter i sagen. Det er en fejl, som vi med stor alvor beklager. Selvfølgelig skal eleverne have mulighed for at svare på de anklagepunkter, der er rettet mod dem, siger socialdirektør i Region Syddanmark Anders Møller Jensen i en pressemeddelelse.
Derfor har regionen nu sendt et brev om partshøring ud til de seks elever, hvor eleverne får mulighed for at tage stilling til anklagerne og mulighed for at give deres version af forløbet. Når den endelige beslutning om, hvorvidt eleverne kan komme tilbage til skolen, er truffet, vil partshøringen indgå. Afgørelsen ventes at falde inden for en måned.
Ritzau
Annonce:
Annonce:
Annonce: