
Offentliggjort 16.05.09 kl. 20:50 - opdateret kl. 21:59
Danskere strømmer til en gruppe på det sociale netværk Facebook for at støtte de udvisningstruede irakere, der har søgt tilflugt i Vor Frue Kirke i København.
Mindre end et døgn efter oprettelsen af Facebook-gruppen "Irakerne i Vor Frue Kirke" er antallet af fans passeret de 4.000.
- Det viser, at der er masser af mennesker, der ønsker at lægge pres på regeringen for at få den til at omgøre beslutningen om at tvangshjemsende irakerne, siger Line Skov, der er talskvinde for personerne bag Facebook-gruppen.
- Vi forventer, at mange flere vil melde sig til Facebook-gruppen, siger Skov, der lørdag aften befandt sig i Vor Frue Kirke, Københavns domkirke, sammen med irakerne.
Omkring 30 afviste irakiske asylansøgere tog i går ophold i domkirken i protest mod den tvangshjemsendelsesaftale, som Danmark netop har indgået med Irak.
Facebook-gruppen kræver, at irakerne får opholdstilladelse i Danmark. De henviser til, at Irak er et land i krig og kaos. Irakerne risikerer døden ved at tage tilbage, påpeger de.
- Danmark var med til at starte krigen i Irak. Vi har direkte medansvar for den tragiske situation, og for at irakerne ikke har kunnet rejse tilbage. Irakerne har spildt nok år. De irakiske flygtninge har ventet i mange år, nogle mere end 10 år i centrene. År, hvor de har frygtet for deres fremtid, hvor deres børn er vokset op i Danmark, hvor mennesker og psyker er slidt ned. Vi må give dem deres liv tilbage. Tidligere udvisninger har vist, at de danske myndigheder sender mennesker tilbage, uden at tage nogen for form ansvar for deres videre skæbne, siger gruppen.
Ritzau
Annonce:
Annonce:
Annonce: