Offentliggjort 24.07.09 kl. 23:00
Adgangskravene til universiteterne er skærpet, og tusinder vil blive skuffede over et uventet afslag.
Desværre, det bliver et nej. Den besked er på vej til 8.500 unge, der har søgt optagelse på universiteterne. Mange af dem vil få et chok, fordi de med flotte resultater i karakterbogen troede sig selvskrevne til en studieplads.
Beskeden kommer pr. brev fra Den Koordinerede Tilmelding den 30. juli. 29.500 har i år søgt optagelse på universiteterne, men kun 21.000 vil få tilbudt en studieplads. Det fortæller studiechef på Københavns Universitet, Jakob Lange.
»Der er rigtig mange, der bliver skuffede i år. Sidste år måtte vi afvise 4.000 ansøgere, men en god del af disse var godt klar over, at de ikke ville komme ind. I år er der rigtig mange ansøgere, som egentligt er fuldt egnede og har gode resultater, der vil få et negativt svar,« siger Jakob Lange.
Antallet af afviste studerende bliver således mere end dobbelt så stort som sidste år. Det skyldes først og fremmest, at universiteterne slet ikke har plads til alle 29.500 ansøgere, men også, at adgangskvotienterne på de populære uddannelser vil stige markant.
»Sidste år oplevede vi et stort fald i antallet af ansøgninger, og det gjorde, at kvotienterne for optagelse på mange af uddannelserne blev lavere eller helt frafaldet, så der var åben adgang. Det har fået mange til at tro, at det er nemmere at komme ind på den ønskede uddannelse. I år er der dog så mange, der har søgt ind, at kvotienterne presses opad,« forklarer Jakob Lange.
Annonce:
Annonce:
Annonce: