
Offentliggjort 06.08.09 kl. 07:08
Rockere og indvandrerbander må snart opgive at gå rundt med skudsikre veste. Dansk Folkeparti vil med opbakning fra et politisk flertal med Venstre og Socialdemokraterne gøre det strafbart at bære vesten, skriver Berlingske Tidende.
- Rockerne og indvandrerbanderne kan deltage i bandekrigen med mindre risiko, når de går med skudsikker vest, og det ser jeg ikke nogen grund til, at vi skal hjælpe dem med. Jeg ser vesten som et defensivt våben, som vi skal have fjernet fra gaden, siger næstformand i Dansk Folkeparti, Peter Skaarup der forestiller sig, at det skal udløse en markant bøde på 5000 kroner, hvis man bliver truffet med en skudsikker vest.
Dog skal det stadig være tilladt for eksempelvis dørmænd at bære skudsikker vest i nattelivet, understreger Skaarup, der nu vil have justitsministeren til at fremsætte forslaget.
Både Venstre og Socialdemokraterne er positive over for forslaget, mens SF ikke er afvisende. Det er De Konservative til gengæld.
- Det afviser vi. En skudsikker vest er et beskyttelsesmiddel og ikke et angrebsmiddel. Vi skal passe på med, hvad vi går ud og kriminaliserer. Jeg synes, vi skal lægge vores fokus et andet sted. Med det forslag, tror jeg, at vi rammer ved siden af målet, siger retsordfører Tom Behnke (K), til Berlingske Tidende.
Ritzau
Annonce:
Annonce:
Annonce: