
Helge Sander (V). Foto: Torben Stroyer
Offentliggjort 12.08.09 kl. 22:45
Danmark uddanner næsten dobbelt så mange læger pr. indbygger som Sverige. Svenske universiteter vil i fremtiden udbyde flere pladser for at afhjælpe den svenske invasion i Danmark.
Antal optagne per 100.000 indbyggere (faktisk optagne)
Danmark:
2007: 21,7 (1.183)
2008: 22,1 (1.212)
2009: 25,6 (1.413)
Sverige:
2007: 12,4 (1.140)
2008: 13,0 (1.200)
2009: 14,5 (1.344)
Det er positivt, at mange udenlandske studerende tager deres uddannelse i Danmark, mener videnskabsminister Helge Sander (V). Men når det gælder medicin, er situationen ikke acceptabel.
I år har tilstrømningen af svenskere til danske medicinstudier atter været høj, og det faktum tilskriver Helge Sander bl.a. et åbenlyst misforhold i antallet af studiepladser på uddannelsen pr. indbygger i Danmark og Sverige.
En opgørelse, som Videnskabsministeriet har udarbejdet i samarbejde med søsterministeriet i Sverige, viser, at Danmark udbyder 25,6 pladser på medicinstudiet pr. 100.000 indbyggere. I Sverige er tallet 14,5.
»Derfor kan det selvfølgelig ikke undre, at mange svenske studerende søger til Danmark. Det er ikke tilfredsstillende, at vi udbyder så mange flere pladser pr. indbygger i forhold til Sverige,« siger Helge Sander.
Han har diskuteret sagen med den svenske universitetsminister, Tobias Krantz.
»Den svenske regering har netop besluttet, at man vil gå i gang med en undersøgelse af en generel udbygning af de svenske universitetsuddannelser. Herunder også medicin,« fortæller Helge Sander.
Forventer du, at svenskerne tager hånd om problemet?
»Det gør jeg afgjort. Vi har aftalt, at når vi får helt styr på optagetallene, tager vi en drøftelse af situationen. Jeg er meget tilfreds med, at jeg er blevet lovet, at man igen vil se på en hårdt tiltrængt udbygning,« siger videnskabsministeren.
Det er dog ikke kun de danske medicinstudier, der oplever stor interesse fra udenlandske studerende.
På Aarhus Universitet viser en opgørelse af de allerede indskrevne studerende, at ca. hver 10. fuldtidsstuderende er udlænding, og på Syddansk Universitet melder studiechef Per Andersen om stor interesse fra resten af verden blandt ansøgerne.
»Vi har oplevet en meget voldsom stigning i specielt kandidatoptaget på bl.a. vores ingeniøruddannelser,« siger han og konstaterer, at andelen af udenlandske studerende på SDU ligeledes er ca. 10 pct.
Udviklingen glæder Helge Sander:
»Det er en tendens, der ses landet over. Det, synes jeg, er utroligt positivt. Jeg mener, at det er en forudsætning for, at internationaliseringen og globaliseringen kommer til at fungere,« siger han.
Der har været rekordmange afviste danske ansøgere på universiteterne, og samtidig stiger antallet af udenlandske studerende. Er det udelukkende en positiv udvikling?
»Ja. Det er det. Det kan ikke hjælpe, at man sidder i sådan en lille kube. Vi skal ikke tro, at det bare er danskere, der skal på danske universiteter. Sådan er det ikke i 2009,« siger Helge Sander, der tidligere på sommeren opfordrede flere danske studerende til at søge udenlands.
Han erkender, at fordelingen mellem ind- og udrejsende i Danmark ikke er optimal.
»Fordelingen er temmelig skæv pt. Men jeg er rimeligt tilfreds med situationen, fordi jeg er overbevist om, at det retter sig. Folk skal bare vænne sig til udlandsstipendiet,« siger Helge Sander.
Annonce:
Annonce:
Annonce: