
Offentliggjort 11.09.09 kl. 16:32
Trods det store postyr om Metock-dommen sidste år ved de danske myndigheder ikke, om nogen EU-borger har fået for eksempel en afrikansk ægtefælle til Danmark efter afrikanerens ulovlige ophold i et andet EU-land.
Integrationsminister Birthe Rønn Hornbech (V) ved det heller ikke.
- Det kan jeg ikke sige noget om. Vi kan jo ikke stille betingelsen om lovligt ophold. Vi undersøger det, vi må, siger ministeren.
EU-dommen betød, at afrikaneren Metock trods ulovligt ophold i Irland ikke kunne udvises efter at være blev gift med en borger fra et andet EU-land. Dommen skabte frygt for stor indrejse fra lande uden for EU, men lavinen har ikke ramt Danmark.
Danmark forsøger at få det øvrige EU til at ændre det opholdsdirektiv, som dommen bygger på, og som giver fri bevægelighed i EU. Kun halvdelen af EU-landene støtter Danmark, oplyser integrationsminister Birthe Rønn Hornbech på et møde i Europaudvalget i Folketinget.
Ministeren vil ikke udtale sig om de forslag, som Dansk Folkeparti har stillet for at stramme udlændingepolitikken, så sociale ydelser kan reduceres for "utilpassede" udlændinge, der til gengæld kan få penge for at rejse hjem. Hun vil tale med støttepartiet om det.
Ritzau
Annonce:
Annonce:
Annonce: