Offentliggjort 19.09.09 kl. 17:55
Et alternativt forsøg på at markedsføre Danmark er endt i, at vi er blevet til grin. Formanden for Visitdenmark - der står bag videoen - garanterer, at det aldrig vil gentage sig.
Et "friskt" forsøg på at markedsføre Danmark på en helt ny måde er endt i en mediemæssig katastrofe. Danmark er de seneste dage blevet latterliggjort på landsdækkende amerikansk tv.
Det er den konservative tv-station Fox News, der har kastet sig over den famøse video fra Visitdenmark. I videoen optræder en skuespiller som den enlige mor "Karen". Hun efterlyser på videoklippet faderen til sit barn, der er resultatet af en engangsaffære for halvandet år siden. Da det kom frem, at Visitdenmark stod bag videoen og at "Karen" var professionel skuespiller, rejste der sig en bølge af forargelse, som nu er nået helt til USA.
I Visitdenmark er det nu bestyrelsesformand Georg Sørensen, der varetager al kommunikation med dansk og international presse i sagen.
Fox News tolker videoen som en klar opfordring til at komme til Danmark og få et engangsknald. Hvor alvorlige skader har videoen påført Danmarks image?
"Jeg hæfter mig ved, at værterne på Fox faktisk udtrykker overraskelse over indholdet i videoen. Det giver et lille håb om, at seerne godt kan indse, at det her er skudt helt ved siden af," siger Georg Sørensen.
Han har de seneste dage talt med journalister fra flere verdensdele.
"Jeg er rimelig sikker på, at vi kommer over dette uden alvorlige skrammer i Danmarks image, fordi det trods alt er et enkeltstående tilfælde. Der er tale om en kæmpe fejl, og jeg kan garantere, at det aldrig kommer til at gentage sig. Jeg har ingen simpel opskrift på, hvordan vi kan neutralisere det, der er sket. Jeg mener, vi bør optræde ydmygt og undskylde og dementere over for alle, der spørger, hvad der er foregået".
Får dette konsekvenser for ansatte i Visitdenmark?
"Jeg skal have hele dette forløb beskrevet til bunds, før jeg vil kommentere yderligere på det spørgsmål," siger bestyrelsesformand Georg Sørensen.
Videoen er officielt blevet trukket tilbage af VisitDanmark, men lever sit eget liv på blandt andet YouTube på nettet. Her har flere hundredetusinde set den, mens mange andre har lavet parodier. Se blandt andet her.
Se klippet med O'Reilly her på YouTube.
Læs også: Tv-stjerne gør grin med Danmark
Annonce:
Annonce:
Annonce: