
Psykiatrisk Hospital i Risskov er blandt de steder, hvor kriminelle låses inde sammen med almindelige patienter. Foto: Annelene Petersen
Offentliggjort 19.09.09 kl. 22:30
Op mod hver anden af de psykisk syge kriminelle er indlagt sammen med helt almindelige patienter bag låste døre.
Flere hundrede psykisk syge kriminelle er indlagt på almene sengeafsnit. Det betyder, at mange frivilligt indlagte psykiatriske patienter må leve side om side med farlige kriminelle bag en låst dør.
Opgørelser fra de fem danske regioner, som Morgenavisen Jyllands-Posten har samlet, viser, at ca. hver anden retspsykiatriske patient, som kan have alt fra cykeltyverier til voldsom, personfarlig kriminalitet på samvittigheden, er indlagt på almene psykiatriske afdelinger.
I Region Midtjylland var 54 af 94 retslige patienter indlagt på de almindelige afdelinger i januar i år.
»Langt fra alle retslige patienter er problematiske, men vi har nogle, som burde være i mere sikre rammer,« siger Per Jørgensen, som er cheflæge for psykiatrien i Region Midtjylland.
Mange steder indlægger man de svært psykisk syge kriminelle på lukkede afdelinger, men det sker også, at afdelinger, der normalt er åbne, må aflåses. Det er tilfældet i Region Midtjylland.
»Vi er nødt til at have et særligt opsyn med patienter, som bl.a. skal have begrænset udgang. Det kan kun klares ved, at vi låser dørene. Det betyder nogle gange, at alle de patienter, som ikke har brug for en låst dør, også bliver lukket inde,« fortæller Per Jørgensen.
Bent Normann Olsen (S), som er regionsrådsmedlem i Region Sjælland og formand for Social- og Psykiatriudvalget i Danske Regioner, lægger heller ikke skjul på problemet.
»Det erkender alle regioner. Vi er ikke stolte af det, men vi kan lige så godt tale rent ud: Vi er simpelthen ikke gode nok,« siger han.
Sundhedsminister Jakob Axel Nielsen (K) erkender, at presset er stort på de psykiatriske afdelinger, men understreger, at de også i flere omgange har fået penge.
Annonce:
Annonce:
Annonce: