Arkivfoto; Uffe Frandsen
Offentliggjort 28.09.09 kl. 06:45
De seneste års tilstrømning til landets populære efterskoler har fået en uheldig bagside. I gennemsnit må hver syvende elev afbryde opholdet i utide, viser nye tal fra Efterskoleforeningen.
Det skriver Berlingske Tidende mandag.
På nogle skoler er frafaldet på en årgang mere end hver fjerde elev. Årsagerne til de brudte forløb kan blandt andet være hjemve, forkælelse og sårbarhed. Og det er ikke kun de socialt svage unge, der oplever problemer.
Også »curlingforældrenes« børn dropper ud.
»Forældrene har fejet for dem døgnet rundt, og børnene har kunnet gøre, hvad de vil. Mange af de unge har svært ved et forpligtende fællesskab 24 timer i døgnet, og forældrene er ofte lidt for hurtige til at give dem lov til at droppe skolen. Tingene må ikke gøre ondt,« siger Kim Hansen, der er mangeårig kontaktlærer på en efterskole og hovedbestyrelsesmedlem i Frie Skolers Lærerforening.
Efterskoleforeningens formand, Troels Borring, er mest bekymret for de sårbare unge, som skolerne i dag ikke er gode nok til at håndtere.
Kilde: Berlingske Tidende
Annonce:
Annonce:
Annonce: