Minkavl skal være forbudt i hele EU, mener Dan Jørgensen. Foto: Holger Bundgaard
Offentliggjort 26.10.09 kl. 21:00
Minkavl skal være forbudt i Europa. Det mener S-politikeren, Dan Jørgensen.
Dan Jørgensen, der sidder i EU-parlamentet for Socialdemokraterne vil nu fremlægge et lovforslag, der skal stoppe den omstridte praksis helt og holdent.
”Mink er vilde dyr, der har instinkter, og har brug for plads og vand – ikke de små bure, de lever i på kommercielle minkfarme,” siger Dan Jørgensen til jp.dk.
Forslaget kommer oven på de seneste ugers diskussion om vilkårene på minkfarme, blandt andet fordi TV2 tirsdag aften viser programmet ”Operation X: Pels på vrangen”, der sætter lup på dyrenes forhold i Danmark.
England, Østrig, Sverige og en række andre lande har forbud på vej eller allerede på plads mod minkavl, og derfor er tiden rede til at gøre det gældende for hele Europa, mener politikeren.
Lovforslaget gælder hele EU, men Dan Jørgensen kunne godt tænke sig, at Danmark, som har Europas største minkindustri, gik forrest.
”Vi bryster os ofte af, at være dyrevelfærdens forkæmper. Men det bliver sværere og sværere at blive hørt i sager om dyrevelfærd, når vi ikke holder os for gode til eksempelvis minkavl, mens andre stopper dyrplageriet,” siger Dan Jørgensen.
Samtidig skal EU-forbuddet mod avl og eksport kombineres med et forbud mod import, så minkavlen ikke fortsætter uden for Europas grænser Dan Jørgensen ønsker sig, at forbuddet kommer på plads ”så hurtigt som muligt” – men det betyder ikke, at minkfarmene vil blive lukket fra én dag den til den næste.
”Man kan ikke bare stoppe med det samme, for der er mennesker, der har deres økonomi og hus og hjem i klemme, og det må vi tage hensyn til.”
Tidligere på året blev rævefarme forbudt i Danmark – dog først fra 2017 – og en lignende varslingsperiode vil gælde for minkavlen, vurderer Dan Jørgensen.
Annonce:
Annonce:
Annonce: