Tahawwur Hussain Rana, der mistænkes for voldsomme terrorplaner mod Jyllands-Posten, blev i retten i Chicago overvåget at betjente. Tegning: Verna Sadock
Offentliggjort 29.10.09 kl. 00:25
Morgenavisen Jyllands-Posten er blevet et symbol og et fjendebillede blandt militante muslimer.
September 2005: Morgenavisen Jyllands-Posten trykker 12 tegninger af Muhammed.
Primo 2006: Muhammed-krisen eksploderer i den muslimske verden. Der afbrændes flag og ambassader angribes.
Februar 2008: PET afslører mordplaner mod tegneren Kurt Westergaard. Flere danske aviser bringer på ny tegningerne.
2008-2009: Trusselsbilledet mod Danmark øges. Den danske ambassade i Islambad udsættes for terrorangreb.
Oktober 2009: To mænd anholdes i USA for planer om at udføre et angreb mod Jyllands-Posten.
Mange danskere troede, at sagen var glemt.
Men striden om Morgenavisen Jyllands-Postens Muhammed-tegninger har aldrig været glemt i den muslimske verden, ligesom Politiets Efterretningstjeneste, PET, konstant har haft fokus på tegningernes konsekvenser.
»Nu kommer jeg meget rundt i verden, og jeg hører konstant: ”Nå, du er fra Danmark, det er jer med tegningerne.” Der er måske nogle i Danmark med en provinsiel forestilling, som troede, at sagen var glemt. Men den ligger der hele tiden,« siger Abdul Wahid Pedersen, imam på Blågårdsgade på Nørrebro i København.
Det samme vurderer PET. Her konstaterer man, at efterretningerne fra den muslimske verden viser, at sagen om tegningerne ikke er glemt. Især siden genoptrykningen af tegningerne i 2008 har der været et stort fokus på Danmark fra ekstreme muslimske miljøer.
Lene Kühle, lektor i religionssociologi ved Aarhus Universitet, har forsket i det muslimske miljø i Danmark. Hun vurderer, at uanset om der er herboende indblandet i sagen, siger den ikke nødvendigivs noget om det radikale miljø i Danmark.
»Det siger mere noget om Al Qaida og deres strategi. Det handler mere om symbolpolitik end konkret politik. Man bruger Muhammed-sagen som symbol på, hvordan man føler, at islam behandles. Jyllands-Posten er blevet et symbol ligesom World Trade Center,« siger Lene Kühle.
PET vurderer, at Muhammed-tegningerne bruges ideologisk af Al Qaida, der betragter tegningerne som et angreb på islam. Og sagen er ifølge PET blevet en mærkesag for militante islamistiske terrororganisationer.
De terrormistænkte fra USA har haft forbindelser til terrororganisationer i Pakistan, og den ene er pakistansk født. Formanden for Dansk Pakistansk Venskabsforening, Tariq Sundoo, er rystet over terrorplanerne.
»Vi troede, at sagen var fortid, og at vi kunne komme videre. Det er forfærdeligt at høre, at to tilsyneladende velintegrerede amerikanere har tanker om at foretage et attentat mod JyllandsPosten,« siger han.
Imran Hussain, der er talsmand for The Network - et netværk af muslimske akademikere, er også oprevet.
»Jeg er lige så rystet, vred og chokeret som alle andre. Jeg er mest rystet over, at der stadig sidder folk i verden, som er så sygeligt ramt af had på grund af Muhammedtegningerne. Jeg håber vitterligt ikke, at der er nogle sympatisører i Danmark. Et menneskeliv er et menneskeliv. Uanset hvad man tror på,« siger Imran Hussain.
»Ud over følelsen af chok og vrede, er jeg som muslim dobbelt ramt af, at der sidder en eller flere idioter ude i verden, hvis handlinger risikerer at påvirke synet på muslimer herhjemme og i udlandet,« siger han.
Nørrebro-imamen Abdul Wahid Pedersen kalder planerne forfærdelige.
»Det mest overraskende er, at de anholdte er 48 og 49 år. Det er jo voksne mænd. Det er helt absurd,« siger han.
Fortsættes...
"Vi er kede af, at mange muslimer har betragtet de 12 tegninger i JP som en krænkelse af profeten Muhammed (...) Hverken den danske regering eller det danske folk har nogen som helst intentioner om at krænke muslimer eller medlemmer af nogen anden trosretning."
"De 12 tegninger var efter vores opfattelse sobre og var ikke tænkt som krænkende. De var ikke i strid med dansk lovgivning, men har uafviseligt krænket mange muslimer, hvilket vi skal undskylde."
"Det har aldrig været Politikens hensigt med genoptrykningen af Karikaturtegningen at krænke muslimer i Danmark eller andre steder. (...) Vi undskylder over for alle, der er blevet krænket af vores beslutning om at genoptrykke Karikaturtegningen".