Tip     Print     RSS     Del    

Soldater: Skal vi ikke se at komme ud?

Af  LARS NØRGAARD PEDERSEN

Offentliggjort 03.11.09  kl. 22:30 

End ikke de danske soldaters formænd tror længere på Afghanistan-missionen. De vil have en klar exit-strategi.

Tvivlen på, at missionen i Afghanistan nogensinde vil lykkes, er nu rykket ind i soldaternes egne rækker. For første gang udtrykker de danske soldaters talsmænd kritik af missionen og rejser selv spørgsmålet: Bør vi ikke se at komme ud?

»Det største problem for mig er, at når jeg skal overbevise andre om, at missionen nytter og vil nævne nogle succeser i Afghanistan, kan jeg ikke nævne nogen succeser,« siger formanden for befalingsmændene, seniorsergent Jesper K. Hansen.

»Soldaterne er gode til at kæmpe og kan godt bygge en brønd, og vi har bygget mange skoler. Men der er ingen udvikling: Vi får ikke uddannet nok afghanske soldater eller politifolk. Vi har ikke en klar exit-strategi. De øvrige koalitionslande er begyndt at vakle. Og nu står vi så med en valgskandale og en præsident uden troværdighed.«

Det er meningsløst

Onsdag deltager Jesper K. Hansen i begravelsen af en 23-årig sergent, som blev skudt i Afghanistan den 23. oktober.

»Jeg er nødt til at tro på missionen. Hvordan skal jeg ellers gå til den begravelse? Men jeg synes, at det er meningsløst, at så mange unge mennesker sætter livet på spil for denne mission. Verden er jo ikke blevet mere sikker. Og hvor længe synes vi selv, at det er sjovt at bruge så mange penge på krig, når skoler og sygehuse også vil have flere penge? 20 år? 30 år? Taleban har masser af tid,« siger Jesper K. Hansen.

Formanden for officererne, kommandør Bent Fabricius, understreger, at danskerne gør en forskel.

Ingen fremskridt

»Men det seneste valg viser, at vi støtter en magtelite, som formentlig tog magten ved svindel. Og de vedvarende fremskridt er ikke til at få øje på. Afghanistan-missionen er som en hullet robåd, hvor vi bare kan blive ved med at øse og øse, og det er jo meningsløst med de døde og lemlæstede danske soldater, vi får hjem. Set fra min stol er perspektivet uhyggeligt, fordi jeg får sværere og sværere ved at forklare de pårørende, hvorfor deres sønner skulle ofre deres liv. Vi bør få en klar strategi for, hvordan vi kommer ud. Når mine medlemmer bliver sendt i krig, følger de ordren. Der kan jeg som formand sætte spørgsmålstegn ved hele projektet, og det er det, jeg gør nu,« siger Bent Fabricius.

Konstablernes formand, Flemming D. Vinther, støtter missionen:

»Men om det overordnede projekt går den rigtige vej, er jeg ikke så sikker på.«