
Lars Løkke Rasmussens sygehusplan er ikke populær hos danskerne, som kræver maksimalt 50 km til nærmeste akutsygehus. Foto: Ilan Brender
Offentliggjort 07.11.09 kl. 10:07
Danskerne vil gerne have høj kvalitet og rutinerede læger tæt på, men kan det overhovedet ladet sig gøre?
Helst ikke mere end 30 km til nærmeste store sygehus. Mere end 50 km er uacceptabelt.
Det er klar kilometertale, når danskere i en Rambøll-undersøgelse vurderer den nye sygehusplan. Men kritikken får ikke meget medløb fra hverken politikere, patientorganisationer eller sundhedsprofessor Kjeld Møller Pedersen.
»Spørgsmålet om afstand kan ikke stå alene, men skal suppleres med, hvor meget mere danskerne vil betale i skat, og om de vil have nærhed eller helbred. Den ubarmhjertige sandhed er nemlig, at vi hverken har penge eller personale til et supersygehus på hvert gadehjørne,« siger han og vurderer, at selv om danskerne ønsketænker sig til et sygehus tæt på, har befolkningen et mere nuanceret syn på sygehusplanerne.
DELTAG I DEBATTEN: DANSKERNE DUMPER SYGEHUSPLAN
»Det har overrasket mig, at der ikke har været den store protest mod centraliseringen i store supersygehuse, når vi lige ser vi bort fra balladen i Vestjylland og mere afdæmpet kritik i Sønderjylland,« siger han og minder om store folkelige protester, da sygehusene i Grenaa og Odder stod for nedlæggelse.
Heller ikke direktør Morten Freil fra paraplyorganisationen Danske Patienter anser 58 pct. af danskernes ønske om et stor akutsygehus inden for en radius af 30 km for realistisk.
»Vi ved, at nærheden betyder noget, men for patienterne er det vigtigste alligevel at få den bedste behandling af de mest rutinerede specialister. Derfor støtter vi i Danske Patienter planerne om at samle sygehusene,« siger han og understreger, at både politikere og planlæggere ikke har været gode nok til præsentere, hvordan patienter i yderområder kan hjælpes af akutbiler og lægeambulancer.
Det erkender Bent Hansen (S), formand for Region Midtjylland, og i centrum for det største sygehusslagsmål om placering af et nyt akuthospital i Vestjylland.
»Desværre viser undersøgelsen, at det ikke er lykkedes os at forklare, at fremtidens ambulancer og lægebiler bringer hjælpen ud til den patient, som er mest i klemme - den store blodprop eller trafikulykken. De fleste opfatter stadig ambulancen som transport og ikke som det første led i behandlingen,« siger han.
Sundhedsminister Jakob Axel Nielsen (K) kan heller ikke imødekomme danskernes ønsker i Rambøll-undersøgelsen.
»Man kan jo stille det samme spørgsmål bare på en anden måde: Hvad vil du helst have - kvalitet eller nærhed?« siger han og er ikke i tvivl om, at befolkningen foretrækker den bedste behandling.
»Derfor glæder jeg mig da også over den undersøgelse, der kom for et par dage siden. Den viste et enormt holdningsskred i retning af, at de fleste faktisk er med på at samle eksperterne på færre store sygehuse,« siger Jakob Axel Nielsen.
Selv om sygehuskrigen bølger i det vestjyske, er det faktisk østjyderne, som er vant til at have sygehusene tæt på, der er mest betænkelige ved lange afstande til hospitalerne. I hovedstadsområdet er det 69 pct., som ikke kan acceptere mere end 30 km til nærmeste akutsygehus, og på Sjælland er det 63,3 pct.
Faktisk er vestjyderne de mindst krævende, for her er det kun 50,1 pct., der vil nøjes med at køre 30 km for at blive akut indlagt.
Annonce:
DE NYE KOMMUNAL- BESTYRELSER: Alle kommuner: RESULTATER: Alle kommuner: Alle regioner:
Annonce:
Annonce: