
En kvinde mistede livet i den eksplosionsagtige brand, der brød ud natten til den 7. marts. Arkivfoto: Holger Bundgaard
Offentliggjort 08.11.09 kl. 13:38
Den dømte Irak-familie kan rejse fra regningen for dødsbranden i Bramming.
I marts 2008 udbrændte et pizzeria i Bramming, og tre unge blev hurtigt fængslet i sagen. En 28-årig kvinde, der boede i lejligheden over pizzeriaet, omkom i branden.
Motivet til forbrydelsen var at score penge fra forsikringen.
Vestre Landsret stadfæstede senere dommen på otte års fængsel til den 21-årige Mahvan Hashem, der drev stedet, og samtidig er den 23-årige Abdullah Saad Al-Rofae, der udførte forbrydelsen, straffet med seks års fængsel.
Swar Mouistafa Mohamad Osmann på 22 år var chauffør og fik fængsel i to år og seks måneder. I første omgang blev ejerens far, Hashem Yakoo Ecoohaa på 46 år, frifundet, men landsretten fandt ham skyldig og gav ham fængsel i seks år.
Det vidste sig senere, at ejeren af pizzeriaet havde bestilt branden, så han kunne score forsikringspengene.
Men med mindre de dømte kommer til store penge, mens de er indsat, kan de rejse fra en kæmpe millionregning, når de har afsonet fængselsstraffen.
Det skriver jv.dk.
Foruden sagens omkostninger skal de dømte betale 1,2 millioner kroner i erstatning til ofrene for dødsbranden.
Men SKAT inddriver som regel gælden ved at indeholde en procentdel af lønnen efter faste takster og arbejder sammen med mange lande.
Men desværre er Irak ikke blandt samarbejdslandende, og det er netop herfra, de dømte kommer.
"Men man kan lige så godt sige, at i Irak, hvor man ikke kan opretholde en almindelig sikkerhed for mennesker, der er det klart, at der ikke er nogen udveksling af data," siger specialkonsulent Stig Jørgensen fra SKAT til jv.dk.
Han forklarer, at Skat godt kan holde kravet ved lige, men at det giver mindre mening, når de dømte er udvist for bestandigt.
"Hvis blot en enkelt af de dømte havde penge, kunne systemet kræve pengene af vedkommende," fortæller landsdommer Kurt Rasmussen fra Vestre Landsret til jv.dk.
"Hovedreglen i straffesager er, at man ikke får pengene. Hvis det for eksempel er mord- eller voldtægtssager, og du bliver tilkendt en erstatning og godtgørelse, så kan man gå til erstatningsnævnet, og der har man en ordning om, at det offentlige i første omgang betaler personerstatning, men hvis det for eksempel er et forsikringsselskab, så betaler det offentlige ikke," siger han.
Annonce:
Annonce:
Annonce: