
Mohamed Gelle. Arkivfoto: Søren Lorenzen.
Offentliggjort 08.12.09 kl. 15:56
Det er tvivlsomt, om bombemanden fra sidste uges selvmordsangreb i Somalia kommer fra Danmark.
Den mener den tidligere formand for paraplyorganisationen for Somalisk Netværk i Danmark, Mohammed Gelle.
”Jeg har haft kontakt til personer tæt på efterforskningen i Somalia, og jeg har set fotos, der skulle vise liget af den pågældende somalier, der har opholdt sig i Danmark. Billederne viser, at overkroppen og hovedet er intakt, og det ville næppe være tilfældet, hvis det var bombemandens krop, der var tale om,” siger Mohammed Gelle.
Ifølge Mohammed Gelles kilder i Somalia kan den mistænkte somalier have været til stede som gæst ved ceremonien for nyuddannede læger, hvor selvmordsterroristen udløste en bombe på et stort hotel i Somalias hovedstad, Mogadishu, og i alt 19 personer, heriblandt tre ministre, blev dræbt.
Mohammed Gelle kender den mistænkte somalier, som har boet i Danmark i flere år, og han siger:
”Jeg har svært ved at forestille mig, at han skulle være nogen bombemand. Hans familie her i Danmark er helt almindelig,” siger Mohammed Gelle.
PET har ikke endelig fastslået identiteten på den selvmordsterrorist, der gennemførte angrebet i Somalia den 3. december 2009, men PET formoder, at der er tale om en somalisk statsborger, der tidligere har opholdt sig i Danmark.
I en meddelelse fra PET hedder det:
”Som PET har oplyst ved flere lejligheder, er der personer med tilknytning til Danmark, der har gennemgået militant islamistisk radikalisering og militær træning, og som er involveret i terrorrelaterede aktiviteter i en række lande, herunder Somalia.”
Annonce:
Annonce:
Annonce: