Tip     Print     RSS     Del    

Hun gør krigen lidt mere hyggelig

Af  STEFFEN STUBAGER

Offentliggjort 21.12.09  kl. 21:02 

Ruth Brik Christensen spreder hjemlig hygge og lytter til soldaternes problemer i KFUM's soldaterhjem i krigszonerne i Irak og Afghanistan.

Rudde, Kufmutter eller bare Ruth Brik Christensen er en 57-årig sønderjyde med hang til at gøre krige bare lidt hyggelige.

På væggene i hendes køkken i Fasterholt ved Brande hænger et hjemmelavet ur af ler, en dreng og en pige af trylledej og et specialdesignet våbenskjold underskrevet af forsvarsminister Søren Gade. Dimser, der vidner om en kvinde, som går så højt op i hjemlig hygge, at selv magthaverne lægger mærke til det.

Et lyspunkt i hverdagen

Ruth Brik Christensen fortæller og fortæller med brændende iver om sit arbejde som udsendt hyggemor i krig for KFUM's Soldatermission. Arbejdet fik hun i 2006. Siden har hun været 18 måneder i Irak og Afghanistan, hvor hun har styret Kuffen - KFUM's soldaterhjem - med kærlig hånd og har nydt at være et lyspunkt i de udsendte soldaters hårde hverdag.

Hun fortæller om dengang, da hun havde bagt en ekstra kasse banankager og sendt kassen med en konvoj til lejren Armadillo uden for Camp Bastion i Afghanistan - et sted, hvor kamptropperne har det ekstra hårdt, lever af feltrationer og - som Ruth Brik Christensen udtrykker det - skider i plasticposer.

»Derude har de brug for, at der er én, der gør lidt ekstra for dem,« siger hun.

En hel kasse bananer

Så var der dengang, da en amerikaner kom ind til hende i Kuffen med en hel kasse bananer. Hun skyndte sig at bage banankager med det samme, men fandt ud af, at hun slet ikke kunne opbevare alle de overskydende bananer. De skulle bare bruges her og nu, tænkte hun, det ville være ærgerligt, hvis de gode frugter skulle gå til spilde.

»Så sagde jeg: ”Gud, du må hjælpe mig, jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre.” Og så tog jeg et dameblad med i seng om aftenen, jeg læser ellers aldrig dameblade, og slog op på første side, hvor der stod: ”Hvis du har for mange bananer, kan du bare mose dem og putte dem i en plasticpose og hælde lidt citronsaft over og lægge dem i fryseren,« siger hun og fortsætter sin historie uden at hive ny luft ind til næste sætning.

»Du kan tro, at jeg stod op og moste alle mine bananer og puttede citronsaft i. Så havde jeg til banankage i lang tid. Det kan man gøre mange soldater glade med i flere lejre. Også uden for Camp Bastion.«

Hjælp til begravelse

Og der var dengang, da en gruppe engelske soldater søgte Ruth Brik Christensens hjælp. Deres soldaterkammerat, som var hundefører, var blevet dræbt. Han skulle lægges i en kiste, og hans sidste ønske var at blive begravet sammen med sin hund, som også var blevet dræbt. Hunden blev brændt på felthospitalets krematorium i Camp Bastion og blev lagt i en lille kasse - en hundekiste. Til hundens kiste skulle de engelske soldater bruge noget blåt stof til minde om deres flag. Her kom den 57-årige sønderjyde ind i historien. Hun ledte og ledte, og til sidst fandt hun en blå dug, som hun skar til og svøbte om den lille hundekiste.

»Soldaterne var lykkelige over, at jeg kunne hjælpe dem. Bagefter spurgte de også, om de kunne gøre noget for mig. Jeg stod og manglede gevinster til et bankospil. De havde noget jeg kunne få. Sådan løber det hele meget godt rundt for mig og mit lille soldaterhjem dernede.«

Men der var også alle dem, som bare pustede ud i Kuffen eller skulle have sat et plaster på et sår. Og dem, der ville tale om deres døde bedstefar eller deres kone, der lige havde født hjemme i Danmark. Der var den engelske soldat, som kom ind til Ruth Brik Christensen i Kuffen og fortalte hende, at »nu gad han altså ikke at være i krig længere«.

»Han var blevet bombet i kamp. Da han fortalte det til sin kæreste i telefonen, grinede hun bare. Måske fordi hun blev forskrækket og manglede ord. Det var meget hårdt for ham,« siger Ruth Brik Christensen .

En uge efter kom den engelske soldat igen på besøg, fortæller hun:

Trøst til soldat

»Han var knageme blevet bombet igen. Han var helt knust. Så lagde jeg en arm om ham og sagde: ”Nu synes jeg, at du skal tage hjem. Du overlevede. Vær glad for det.” Det lyder måske som en floskel, men det gør altså en forskel, at der er sådan en Kufmutter som mig i en feltlejr.«

Hjemme i Danmark gør Ruth Brik Christensen sig for tiden mentalt klar til et halvt år mere i Afghanistan fra februar 2010. Hun skal åbne et nyt soldaterhjem i lejren MOB Price godt 30 km nordvest for Camp Bastion. Her håber hun på at kunne få en slush ice-maskine stillet op.

»Jeg gad godt se de mennesker, der ser den: ”Slush ice! Midt ude i ørknen! Har du slush ice? I 50 graders varme?” Årh, det kunne være så fedt.«