Tip     Print     RSS     Del    

Udblik: Derfor dør mænd

Af ANDERS LUND MADSEN, Udblikredaktør, udblik@jp.dk

Offentliggjort 01.02.10  kl. 09:14 

Rigtige mænd: Vi er her ikke meget længere, og når vi er væk, vil I savne os sindssygt meget, fordi vi var så sjove.

Anders Lund Madsen. Foto: Morten Flarup

Relaterede artikler

Udblik: Kogt hval

Udblik: Mysli-effekten

Udblik: Fyld hullet

Se alle >>

Den anden mand i verden er gravid og skal føde i næste måned. Ud over at barnet er ventet i kærlighed og forventningvis vil bibringe forældrene mængder af glæder, så er der tillige hele to tragedier gemt i den nyhed. For det er muligvis meget spændende og nyt og moderne at være verdens allerførste gravide mand. Men nummer to? Hvad er lige præcis det enestående ved det? Og så er der detaljen med kønnet.

For er 30-årige Scott Moore fra Californien en mand overhovedet? Og her tænker jeg ikke på de mere subtile og kønspolitisk sensitive nuancer af begrebet mand - jeg mener: Er man en mand, når man ikke er en mand? Jeg mener umiddelbart nej, men jeg er ikke sikker længere, og muligvis er Scott Moore fremtiden for mænd. Hvis der da er en fremtid.

Ligesom verdens allerførste gravide mand, Thomas Beatie fra Oregon, begyndte Scott tilværelsen med to X-kromosomer og navnet Jessica. Thomas hed godt nok Tracy først, men hun ville hellere være en mand ligesom Jessica, der også var blevet det, hvis hun havde haft råd. Pengene slap imidlertid op, før forvandlingen var fuldendt, så selv om Jessica var Scott med skæg og mandestemme, så var Scott stadig Jessica nede i forplantningszonen.

Og da Scott mødte Thomas - ikke den Thomas, en anden Thomas - var Thomas strengt taget heller ikke mand som sådan, selv om han dog var væsentlig mere mand end Scott, idet Thomas, der startede ud i livet som Laura, havde nået at tage skridtet fuldt ud. Forstået således, at skridtet virkelig var væk, de kvindelige reproduktionsorganer var fjernet af hjælpsomme kirurger, og noget, der imiterer mandlige ditto, installeret i stedet.

Så de to kvinder, hvoraf den ene var godt halvvejs og den anden to trediedele af vejen mod deres kønsdrømmes mål, valgte altså at leve sammen som homoseksuelle mænd i foråret 2007, hvorefter behovet for reproduktion helt - eller i hvert fald delvist - naturligt meldte sig året efter. Og i juni sidste år lykkedes det Scott at blive gravid ved hjælp af sæd fra en fælles ven. En mand. En mandemand.

»We were so happy, we did what all gay men do when they get excited - we went shopping,« som Thomas, der har to sønner fra et tidligere forhold med en kvinde, sagde til Daily Mail forleden.

Så vidt er det altså kommet. Så lidt er der tilbage af det, vi lærte at kende og holde af som manden. Kvinderne har taget det hele, og nu indtager de også vort køn og laver det til en slags kromosom-gryderet uden hverken karry eller paprika. Jeg burde være rystet, men jeg har set det komme hele mit liv, og jeg er kun trist over at sidde her på verandaen i min gyngestol med haglgeværet i skødet og blot se det ske uden at være i stand til at ændre det.

Jeg begyndte i skolen i 1970, hvilket tilfældigvis var året, hvor kvinderne overtog uddannelsessystemet.

Det var det år, hvor revselsesretten endegyldigt forsvandt fra lærernes palet af uddannelsesmidler, hvilket vil sige, at man ikke længere måtte tæve eleverne. Og det var lige som mændenes ting. At tæve nogen. Det var enormt effektivt, og selv om eleverne ikke ligefrem lærte noget ved at få tæv, så føltes det virkelig godt for mændene bagefter, fordi de altid først begyndte at tæve nogen, når de ikke længere kunne finde på mere at sige. Og når man tævede i stedet, behøvede man slet ikke at forklare sig yderligere, fordi tingene var sådan, bare fordi de var det, og det var til at forstå for både afsender og modtager. Systemet fungerede.

I 1970 løb den kilde imidlertid tør, sikkert fordi mændene sov på et afgørende tidspunkt i forhandlingerne, og jeg så personligt disse før så stolte voldsmænd-lærere visne hen og dø ud op gennem 1970'erne. Det var vederkvægende.

Imens blomstrede kvinderne op. Mændene så det også, men hvad skulle de gøre? De måtte heller ikke slå kvinderne, så de forsøgte at tale med dem i stedet, og det gik ikke godt. Det var som at se fisk forsøge at flyve. Enkelte lykkelige individer lettede hen over flere meters hav. Men langt de fleste sank tilbage mod bunden i dybblå resgination over en krig, der blev tabt, fordi det ene holds våben pludselig var forbudt.

Så der opstod kvinde-mænd og trætte-mænd. Og vi drenge blev pænt men bestemt bedt om at vælge strategi. Og det var ikke et svært valg, for det var valget mellem overlevelse eller undergang. Vor verden var erobret af snakkemaskiner, og vi blev til snakkemaskiner med tissemænd, som vi høfligt gemte væk mellem benene i skam for ikke at støde nogen. Jeg har ikke været mere end 14, før jeg knækkede koden til min egen lille overlevelse: Lytning! Thi én ting holdt kvinderne endnu mere af end en snakkende mand, og det var en lyttende mand. Så jeg lyttede mig gennem puberteten. Lavede te og sad på puder og lå på skibsbrikse, mens jeg lyttede på deres evindelige kværnen om dette og hint. Og meget af det handlede om mænd, som ikke forstod, hvilket jeg jo godt forstod, at de ikke gjorde, men det vigtigste ved lytning var ikke at afbryde med andet end opklarende spørgsmål. Og dem måtte der helst ikke være alt for mange af. Så jeg læste ”Kvinde Ved Tidens Rand”, hvor kvinder i et fremtidsutopia havde afskaffet sult, racisme, forurening, imperialisme og overforbrug bare ved at tage magten fra mændene og dele den mellem hinanden. Og jeg læste ”Kvinde Kend Din Krop” for at vide, hvor jeg skulle trykke, og hvor jeg ikke skulle trykke, når jeg masserede dem, mens de talte og talte og talte.

På et eller andet tidspunkt må jeg være faldet hen, og da jeg vågnede, var alting anderledes. Mændene som sådan var forsvundet, og jeg så ned ad mig selv og konstaterede, at jeg var blevet til en slags kvinde. Mit tøj var violet, mit hår var langt og bølget, og min krop var tynd og ganske drænet for muskulatur, idet jeg selvsagt forsagede al kropslig ydelse til fordel for puderne og skibsbriksen og lytteriet. Og således vaklede jeg ud i verden som en slags voksen tingest uden anden gave end mine ørers evne til at opfange lydbølger fra talløse østrogene struber. Og hvor end jeg så, så så jeg kvinder. De havde taget skolerne, hospitalerne, plejehjemmene, universiteterne, forskningsinstitutionerne, den offentlige administration og hjemmene, og de eneste steder, hvor jeg fandt mænd, var til min session ude i Tåstrup Stationscenter, hvor jeg blev kasseret til militæret på det ”alment fysiske indtryk” samt hos kriminalpolitiet i Torshavn, med hvem jeg havde en kedelig affære i midten af 1980'erne.

Ellers var de væk. Og de kom aldrig igen. Der har været enkelte vildskud, men de bliver talt ihjel så hurtigt, at de færreste når at bemærke dem. Og hvis De tvivler på mig, så tænd for TV2 på fredag klokken 20.00 og se de tre i Cecilie Frøkjærs såkaldte mandepanel. For det er der ikke. Der sidder tre mennesker og leger mænd, men mænd er de ikke, for deres primære opgave er at lytte, og deres eneste bekymring er at sige noget forkert. Min fine ven Anders Breinholt er endda falckredder og uhyre mandig til daglig, men hvad skal han gøre? De andre har vundet, og nu gælder det overlevelsen.

Så tillykke med sejren, Scott/Jessica, og tillykke med den lille ny. Jeg håber for alles skyld, at det bliver en pige. Men selv om det skulle blive en knægt, så trøst jer:

Det ender med en tøs i den sidste ende.

Hvor end jeg så, så så jeg kvinder. De havde taget skolerne, hospitalerne, plejehjemmene, universiteterne, forskningsinstitutionerne, den offentlige administration og hjemmene.«