
Offentliggjort 08.02.10 kl. 13:55
Mange danskere forstår ikke de ord, som myndighederne bruger, viser undersøgelse. Gør du?
Bureaukrati. Kriterier. Revalidering.
Er du sikker på, at du ved, hvad disse ord betyder?
En spørgeskemaundersøgelse, foretaget af kommunikationsfirmaet Bjerg Kommunikation, viser, at over halvdelen af de adspurgte ikke kan svare rigtigt, når de skal definere betydningen af disse og en række andre ord.
Undersøgelsen "Svære ord 2010" har haft til formål at undersøge, hvordan det offentlige kommunikerer, og hvor godt budskabet trænger igennem, når der bliver brugt svære ord.
Den viser, at 18 ud af i alt 25 ord blev forstået af mindre end 75 pct. af testpersonerne. 7 af de 25 ord blev forstået af mindre end 50 pct.
TEST DIG SELV: Forstår du de svære ord?
Ord og sætninger er hentet på hjemmesider med information til borgerne om f.eks. pension og uddannelse.
"Det offentlige har i mange år satset på digital forvalting, f.eks. udvikling og drift af hjemmesider. Pengene er gået til teknisk udvikling og grafiske lækkerier. Vi synes, at der manglede viden om, hvorvidt danskerne også forstår de ord, der står på hjemmesiderne. Den har vi nu," siger indehaver Kresten Bjerg af Bjerg Kommunikation.
Indledningsvist blev undersøgelsens deltagere bedt om at angive, om de havde forstået ordet. Dernæst skulle de forklare dets betydning.
De mest misforståede ord var portal, revalidering, bureaukrati, regulere, udsteder, kriterier og tillæg.
Randi Skovbjerg Sørensen, der står bag undersøgelsen, er overrasket over, at så mange ord bliver misforstået.
"Der er flere ord som f.eks. “portal” og “revalidering”, hvor borgernes forståelse og det offentliges brug af ordene umiddelbart ikke stemmer overens - til trods for, at borgerne selv føler sig sikre på, at de har forstået ordene," siger hun.
En lignende undersøgelse er sidst foretaget i 1984.
TEST DIG SELV: Forstår du de svære ord?
Annonce:
Annonce:
Annonce: