
Offentliggjort 11.02.10 kl. 17:39
Der eksisterer ikke et Vollsmose-ældreråd, som i en pædofilisag har truffet beslutninger om lov og orden uden om politiet.
Sådan lyder det fra både politi og en imam fra Odense, som er en del af bestyrelsen for det islamiske trossamfund, skriver DR Nyheder.
Politiken fortalte i dag, at ældrerådet i Vollsmose tilbage i 2008 landsforviste en mand, der havde krænket en dreng - og i den forbindelse trak både drengens familie og andre vidner deres anmeldelse til politiet tilbage.
Der skulle dermed være tale om en domstol, som gik helt uden om dansk lov og ret.
Men rent faktisk blev manden dømt af politiet for at have sendt en blufærdighedskrænkende sms til drengen. Han fik en bødestraf, efter drengens forældre havde meldt episoden til politiet.
Det fortæller Albert Rasmussen fra Fyns Politi, som i dag har dobbelttjekket sagen.
- Vi har behandlet sagen fuldstændigt i vores regi, som vi plejer, fortæller kriminalinspektøren til DR Nyheder.
Derudover fortæller imam Abu Hassan fra Odense, at der slet ikke eksisterer et ældreråd, men derimod er der en gruppe rådgivende imamer.
Imamerne har aldrig talt med hverken forældrene til drengen eller med manden, som forulempede drengen med den krænkende sms-besked.
Men imamerne har sagt til familien til den pågældende mand, at det måske ville være smart at rejse, fordi der var personer i området, som ønskede at tæske ham, fortæller Abu Hassan.
Han tilføjer, at imamerne i området har et tæt samarbejde med politiet. Dette bliver bekræftet af Fyns Politi.
Politikere har dagen igennem været ude med hård kritik af en "parallel domstol" i Vollsmose. Og Dansk Folkeparti har krævet, at justitsminister Brian Mikkelsen skal ind i sagen.
Ifølge politiken.dk har Odense Kommune desuden meldt ældrerådet, som skulle bestå af tre mænd, til politiet.
Manden, som blev dømt for blufærdighedskrænkelse, er siden vendt tilbage til bydelen, hvor han 22. januar blev anholdt af politiet, mistænkt for et overgreb mod en anden mindreårig dreng.
Det bekræfter Fyns Politi.
Kilde: DR Nyheder
Annonce:
Annonce:
Annonce: