
Berlingske Tidendes chefredaktør Lisbeth Knudsen. Foto: Polfoto.
Offentliggjort 26.02.10 kl. 10:45
Chefredaktøren på Berlingske Tidende kritiserer Politiken efter avisens forlig med muslimske organisationer.
Først går man den ene dag op på barrikaderne og forsvarer ytringsfriheden ved at trykke en hel bog i avisen, som forsvaret forsøger at nedlægge fogedforbud imod, mens man kort tid efter bøjer sig for trusler om retssag og undskylder en helt legitim og naturlig redaktionel beslutning om at genoptrykke Muhammed-tegningerne.
Således fremstiller Berlingske Tidendes ansvarshavende chefredaktør, Lisbeth Knudsen, på sin blog på avisens hjemmeside sagen om Politikens forlig med otte muslimske organisationer på baggrund af Muhammed-tegningerne.
Reaktionen kommer efter, at Politiken har undskyldt den krænkelse, som genoptrykningen af Muhammed-tegningerne har medført for mange muslimer verden over. Avisen har indgået et forlig med otte muslimske organisationer, der ifølge Politiken dog ikke forhindrer avisen i at genoptrykke tegningerne igen, hvis det skulle blive aktuelt.
"Indtil Politiken nu har indgået sit forlig med den arabiske advokat, så havde vi faktisk blandt de danske chefredaktører den klare fælles holdning, at danske aviser ikke skal redigeres efter andet end dansk lovgivning," skriver Lisbeth Knudsen med henvisning til den advokat, der på vegne af otte muslimske organisationer har truet en række danske aviser med retssag oven på Muhammed-krisen.
"Det er pinligt, trist og beskæmmende, at Politiken nu i kampen for konstant ny opmærksomhed og spotlight denne gang smider ytringsfriheden overbord og indskiber sig i en redaktionel håndfæstning med en dygtig arabisk advokat, der desværre trods vestlig uddannelse ikke har forstået de værdier og den tradition, som medierne arbejder efter her hos os," slutter Lisbeth Knudsen.
LÆS OGSÅ: JP-redaktør: En sørgelig dag
LÆS OGSÅ: Politiken undskylder for Muhammedtegninger
LÆS OGSÅ: Kurt Westergaard: Undskyldning er et knæfald for islamisme
LÆS OGSÅ: Dagblade er imod Politikens undskyldning
LÆS OGSÅ: Politikens erklæring
LÆS OGSÅ: Læs Politikens pressemeddelelse her
"Vi er kede af, at mange muslimer har betragtet de 12 tegninger i JP som en krænkelse af profeten Muhammed (...) Hverken den danske regering eller det danske folk har nogen som helst intentioner om at krænke muslimer eller medlemmer af nogen anden trosretning."
"De 12 tegninger var efter vores opfattelse sobre og var ikke tænkt som krænkende. De var ikke i strid med dansk lovgivning, men har uafviseligt krænket mange muslimer, hvilket vi skal undskylde."
"Det har aldrig været Politikens hensigt med genoptrykningen af Karikaturtegningen at krænke muslimer i Danmark eller andre steder. (...) Vi undskylder over for alle, der er blevet krænket af vores beslutning om at genoptrykke Karikaturtegningen".