
Den tidligere drabschef i Københavns Politi, Ove Dahl. Arkivfoto: Valdemar Jørgensen
Offentliggjort 07.03.10 kl. 13:27 - opdateret kl. 15:29
Drabschefen i Københavns Politi fortryder sine generaliserende udtalelser om østeuropæere og kriminalitet.
- Jeg skal derfor beklage, hvis jeg er kommet til at udtale mig specifikt om eksempelvis rumænere, eller at mine udtalelser er blevet tolket i den retning, hedder det i en udtalelse fra Ove Dahl.
Efter en rumænsk mands drab på en stewardesse på et hotel i København sagde Ove Dahl blandt andet til dagbladet Politiken, at "rumænerne er skruppelløse. De slår ihjel for et par hundrede kroner. Det er en helt anden kultur."
Drabschefen understreger, at meningen var at sætte fokus på det stigende problem med kriminelle, der kommer fra blandt andet Østeuropa.
Han erkender at have sagt, at de tilrejsende udenlandske kriminelle ofte står bag en mere afstumpet kriminalitet end den, man hidtil var været vant til.
- Dog skal jeg understrege, at jeg hverken kan eller vil tillægge navngivne nationaliteter en særlig kriminalitetskultur i den forbindelse, skriver Ove Dahl i sin beklagelse.
Den radikale næstformand, Zenia Stampe, har varslet en politianmeldelse af Ove Dahl. Hun mener, at han har overtrådt straffelovens paragraf, der forbyder forhånelse af mindretal.
Men Ove Dahl forsikrer både hende og offentligheden om, at han ikke arbejder ud fra forudsætninger, "der på nogen måde har racistiske undertoner eller på anden vis er i strid med straffelovens paragraf 266 b."
Politidirektør for Københavns Politi, Johan Reimann, har ingen kommentarer til sagen.
”Han har lagt en meddelelse ud, hvor han forklarer, hvad han mente, og det vil jeg ikke lægge noget til eller fra,” siger han.
I forlængelse af drabschefens udmelding har Dansk Folkeparti kaldt justitsminister Lars Barfoed (K) i samråd om østeuropæiske kriminelle. De vil have svar på, hvad man stiller op med stigningen i kriminalitet begået af østeuropæere.
"Situationen er ude af kontrol. Vi har politikredse, der melder om, at 70 pct. af indbruddene bliver begået af tilrejsende østeuropæiske kriminelle, og at 65 pct. af lommetyverierne også begås af denne gruppe." siger partiets medlem af Retsudvalget, Marlene Harpsøe, i en pressemeddelelse.
Ove Dahl ønsker ikke at udtale sig til jp.dk.
Ritzau
Annonce:
Annonce:
Annonce: