
Offentliggjort 07.03.10 kl. 23:56
Drengene taber terræn, pigerne vinder land.
En del unge mænd taber kapløbet med kvinderne.
Nogle peger på biologiske forhold, andre på sociale forhold.
Det er den korte udgave af kønskampen på 100 års fødselsdagen i dag for kvindernes internationale kampdag, hvor de modne mænd stadig sidder på meget af magten. Men de unge kvinder er stærkt på vej til at tippe balancen, for de er i flertal i uddannelsessystemet. Uanset om det er korte eller lange uddannelser, fører pigerne, mens drengene ligger i toppen af statistikken over kontanthjælp, selvmord og spirituskørsel.
»Man kan godt sige, at kønskampen er ved at skifte fortegn. Der er stadig kampe at kæmpe for kvinderne, når det gælder ligeløn og poster i toppen af samfundet, men nogle af de unge mænd taber kapløbet,« siger ph.d. og mandeforsker Kenneth Reinicke fra RUC.
Han er ikke i tvivl om forklaringen:
»I dag er der kun én nøgle til succes: Uddannelse. Her har nogle unge mænd meget svært ved at klare sig, og så risikerer de at komme til at stå helt udenfor. For blot få år siden var det stadig muligt at få sig et job uden de mange eksaminer og så arbejde videre derfra, men den slags job findes nærmest ikke mere,« siger han.
Uddannelse spiller også ind, når professor Bente Rosenbeck fra Center for Kønsforskning ved Københavns Universitet skal forklare de nye tendenser:
»Måske er kvinderne ved at blive det stærke køn. Det er kvinderne, der opfører sig fornuftigt. De tager deres uddannelse, kommer ud på arbejdsmarkedet og kan i dag klare sig selv. Så det kan godt være, at tingene er ved at ændre sig, så kvinderne i fremtiden bliver det stærke køn,« siger hun og peger på, at kvinderne i løbet af 30 år har vendt udviklingen.
»Kvinderne dominerer i dag uddannelsessektoren. Det er en ganske imponerende og hurtig forandring,« tilføjer hun.
Set med lægelige øjne er det ikke så underligt, at kvinderne står stærkt. De er nemlig født stærkere end mændene, fastslår forsker og overlæge Tom Skyhøj Olsen fra Frederiksberg Hospital.
»Kvinden er biologisk set stærkere end manden. Vi har lavet flere undersøgelser, som viser, at hvis en mand og en kvinde indlægges med samme hjerneblødning, er kvinden væsentligt bedre til at overleve end manden,« siger Tom Skyhøj Olsen, der ser tendensen hele vejen gennem livet og altså også som en forklaring på, at kvinder lever længere end mænd.
»Allerede inden fødslen er mændene meget mere sårbare end kvinder. Ved undfangelsen er der 120 drenge for hver 100 piger, men når de bliver født, er der 105 drenge for 100 piger. Børnedødeligheden er også størst blandt drenge,« siger Tom Skyhøj Olsen og betoner, at man ikke kender den endelige forklaring på forskellen.
Dog ligger det fast, at tidligere tiders formodning om, at kvindernes overlevelsesevne skyldes hormonet østrogen ikke længere er gangbar.
Fortsættes...
Annonce:
Annonce:
Annonce: