
Offentliggjort 08.03.10 kl. 11:34
Tre måneder inde i det nye år er tusindvis af mennesker blevet dræbt af jordskælv. Men er der kommet flere?
Nej, lyder det korte svar.
For selv om året både har budt på katastrofeskælvet i Haiti den 12. januar, det historisk kraftige skælv i Chile den 27. februar og senest skælvet i Tyrkiet natten til mandag, er der statistisk set lige så mange jordskælv, som der plejer at være.
Det siger seismolog og seniorforsker ved De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland, GEUS, Tine B. Larsen.
"Der er ikke kommet flere jordskælv. Det, der er sket i den senere tid, er, at jordskælvene tilfældigvis har ramt der, hvor der bor mange mennesker. Der er rigtig mange jordskælv hver evig eneste dag, som vi registrerer. Men hvis jordskælvene rammer steder, hvor der ikke bor nogen, har det ikke nogen interesse for omgivelserne," lyder det.
217.000 mennesker døde ved jordskælvet i Haiti, mens dødstallet efter 8,8-skælvet i Chile foreløbig ligger på 279, og 51 hidtil meldes dræbt i Tyrkiet.
LÆS OGSÅ: Jordskælv kræver 51 ofre i Tyrkiet
Taiwan blev ramt af et mindre jordskælv den 4. marts, og også Danmark har mærket jordens rystelser for nylig. Det skete den 19. februar, da et skælv, der målte 4,3 på richterskalaen ramte det nordvestlige Jylland.
Men hænger verdens jordskælv sammen?
"Jordskælv "smitter" ikke. Når der sker et stort jordskælv, sætter det gang i nogle efterskælv, fordi det store jordskælv udløser nogle spændinger, der er opsparet i jorden, og efterskælvene fungerer som en slags finjustering, der sørger, for at spændingerne bliver ordentligt udløst," forklarer Tine B. Larsen.
Hun tilføjer:
"Men det er ikke sådan, at når der sker et jordskælv i Chile den ene dag, så kommer der et jordskælv i Tyrkiet ugen efter på grund af det."
Tine B. Larsen afviser desuden, at der er sæson for jordskælv.
"Jordskælv lader sig ikke det mindste påvirke af klima, vind og vejr. Der er nøjagtig lige så mange jordskælv i gennemsnit i januar som i august. Jordskælv bliver styret af kræfter, der huserer dybt i jordens indre, og der er vi bare små myrer på overfladen, der ikke har nogen indflydelse på, hvad der sker."
Fortsættes...
Annonce:
Annonce:
Annonce: