Tip     Print     RSS     Del    

Udblik: Homo fletus

Af ANDERS LUND MADSEN, Udblikredaktør, udblik@jp.dk

Offentliggjort 10.03.10  kl. 10:42 

Det grædende menneske har sat sig tungt på os alle sammen, og jeg er meget, meget træt af ham.

Anders Lund Madsen. Foto: Morten Flarup

Relaterede artikler

Udblik: Kogt hval

Udblik: Mysli-effekten

Udblik: Fyld hullet

Se alle >>

Jeg sad og så ”Luksusfælden” på TV3 i tirsdags. Det var egentlig okay. Den nye sæson begynder, hvor den gamle slap.

Der er tilsyneladende stadig mennesker derude, som roder sig ud i et helvede af forbrugslån og firehjulstrækkere og ludomani, og de to bekymrede konsulenter fra fjernsynet har efterhånden fået permanente rynker mellem øjnene. Og manden græd, og konen var sur, og pludselig blev det for meget, så jeg zappede over på DR1, hvor Søren Gade græd.

Det var noget med et ministerium, der var blevet væk, og nu græd forsvarsministeren, så jeg zappede tilbage til TV3, hvor både manden og konen nu græd.

Det var noget med transportudgifterne - og ikke mindst de uforudsete udgifter! - der var helt uoverskuelige. Og oven i det var et lån hos mandens mor på 240.000, og så var de bekymrede konsulenter derhenne hos moderen, som minsandten også var ved at græde, så jeg zappede tilbage til ministeren, der tudede videre, og til sidst kunne jeg ikke holde tårerne tilbage længere.

Så jeg græd. Og med gråden kom forløsningen. Og nej, hvor var det dejligt at græde. Jeg græd og græd, og min kæreste blev helt bekymret og spurgte mig, hvad der dog var galt. Hun havde siddet og læst lidt og var dermed slet ikke inde i stemningen, og jeg kunne jo ikke sige noget, for jeg græd bare, og da hun er sådan et venligt menneske, sad hun lidt og prøvede, og efter lidt tid kunne hun godt få våde øjenkroge. Men hun græd ikke, og det fik mig til at græde endnu mere.

Nu hulkede jeg ligefrem, og jeg lagde mig i fosterstilling på køkkengulvet og knugede hænderne om maven og hulkede og hulkede i stød efter stød, og der var lyd på, oh-ja, og også jamren indimellem, og min kæreste lagde bogen fra sig og satte sig på hug foran mig og sagde på sin allervenligste måde, at jeg skulle tage mig lidt sammen.

Eller gå i seng eller i bad eller noget, for naboerne kunne godt finde på at klage over al den jamren, for vi bor på Østerbro i København, hvor det er okay og nogle gange ligefrem fint at klage.

Hun foreslog også, at jeg kunne lave en kop te eller måske købe et spil til min Playstation3, det behøvede ikke at være et nyt et, de har masser af glimrende brugte spil nede i Blockbuster. Og det måtte gerne være et med zombier, for jeg plejer altid at blive så glad af at skyde zombier på min Playstation3.

Men jeg lyttede ikke, for jeg græd jo. Og når man græder, så trumfer man alt andet. Det er ligesom at være den eneste, der har en lille lodden hundehvalp ved navn Skipper med til en fest, hvor der kun er blondiner. Bare endnu bedre, fordi man slipper for at gå på hundeskole og røre ved varme hundelorte gennem plasticposer, som man bare beder til ikke er revnede. Hvilket de ofte er. Gråd er noget andet og større end hundehvalpe. Gråd er det sidste nye. Alle gør det. Og det virker!

Næste dag vågnede jeg op badet i tårer. Jeg erindrer ikke længere hvorfor, men det føltes helt rigtigt. Min kæreste sov bare, og tænk sig, hun smilede i søvne, hvad jeg kun kunne have ondt af. For hun vidste jo ikke bedre. Hvilket jeg fik mig en rigtig dejlig tudetur over. Trumf!

Fortsættes...