Offentliggjort 28.04.10 kl. 19:47
Pia Kjærsgaard mødte op, da Ayaan Hirsi Ali modtog Jyllands-Postens Ytringsfrihedspris.
Vi må støtte Hirsi Ali, alt hvad vi kan, siger formanden for Dansk Folkeparti Pia Kjærsgaard. Foto: Mik Eskestad
Placeret på en stol skråt til højre for scenen, sad Pia Kjærsgaard (DF) og læste avis, mens hun og resten af forsamlingen ventede på, at den somaliskfødte forfatter Ayaan Hirsi Ali mødte op for at modtage Jyllands-Postens Ytringsfrihedspris. Det er vigtigt at vise sin støtte til den forfulgte forfatter, mener Pia Kjærsgaard.
»Jeg synes, hun er en stærk og fascinerende person, som man bliver nødt til at opleve, når nu hun er i Danmark,« sagde Pia Kjærsgaard.
»Hun repræsenterer en enorm styrke. Selvom hun er en lille og spinkel kvinde, udstråler hun en fantastisk karisma. Hun har en klar holdning og kæmper for den på trods af, at hun konstant bliver modarbejdet. Vi må støtte hende, alt hvad vi kan.«
Jyllands-Postens Ytringsfrihedspris blev i 2006 indstiftet på baggrund af den muslimske verdens voldsomme reaktioner på Muhammed-tegningerne i februar 2006.
»Priskomiteen var ikke et øjeblik i tvivl om, at du burde have prisen for din ukuelige tro på, at det nytter at forfægte sine synspunkter. Vi er stolte over at kunne give prisen til dig. Din kamp for ytringsfrihed er vores kamp,« sagde Jyllands-Postens anvarshavende chefredaktør, Jørn Mikkelsen, til Hirsi Ali, da han overrakte hende prisen.
LÆS OGSÅ: Hirsi Ali modtager JP-pris
Annonce:
Annonce:
Annonce: