
Christian Morell med den enorme laks, han i går hev op af Skjern Å. Foto: Johnny Morell.
Offentliggjort 14.05.10 kl. 13:21
Kristi Himmelfartsdag fik en lystfisker efter 20 minutters kamp en enorm laks på land ved Skjern Å.
Indtil i går var den største laks, som Christian Morell havde fanget et eksemplar på 4,2 kg. Den personlige rekord blev dog ved 14-tiden knust ved bredden af Skjern Å, da den 34-årige pædagog fra Århus hev en laks på ikke mindre end 121 cm. og 18,4 kg i land.
Uofficielt er det den største laks fanget i Skjern Å i over 60 år. I 1954 blev den såkaldte Dinesens laks hevet på land, og med sine 26,5 kg er det den største laks fanget i Danmark nogensinde.
"Nede ved åen mente nogle, at det var den største siden Dinesens laks, men om det er rigtigt, ved jeg ikke," siger Christian Morell til jp.dk.
Hos Skjern Å Sammenslutningen er formand er Henrik Jensen heller ikke sikker på, at det er den største laks i Skjern Å siden 1954, da registrene her ikke går mere end otte-ti år tilbage, men han mener i hvert fald, at det er den største laks fanget, siden registreringen begyndte.
Den store fisk gav da heller ikke op uden kamp, og i næsten 20 minutter måtte Christian Morell og en medhjælper kæmpe med stangen og fisken.
"Vi havde ikke waders på og vores fangstnet var for lille, så vi havde svært ved at få den på land. Vi gik med den 50 meter den ene vej, og så den anden vej for at gøre den træt. Til sidst fik vi den ind langs bredden, men det var først i andet forsøg, at det lykkedes os at få ordentligt fat på den," siger Christian Morell.
Da fisken huggede, kunne Christian Morell næsten med det samme se, at det var en fisk på over 10 kg, han havde fat i. Han og hans medhjælper frygtede, at den store fisk ville knække linen, og derfor tog det noget tid at hale den i land.
"Der var en masse plasken i overfladen, og der vidste jeg, at den var stor. Da kom pulsen for alvor op," siger Christian Morell.
Han tog fredag den store laks med til Havnens Fiskehus, hvor den vakte en del opsigt.
"Alle smed, hvad de havde i hænderne, og kom hen for at kigge. Nu har jeg leveret den til røgning, så der er snart røget laks til en rum tid."
Hvis man selv har lyst til at prøve kræfter med lystfiskeri i Danmark, afholdes der søndag Lystfiskeriets Dag, når cirka 50 steder landet over tilbyder diverse aktiviteter til både børn og voksne. Læs mere her (Eksternt link).
Annonce:
Annonce:
Annonce: